Det undrer mig at jeg bliver ved!
Bliver ved med at være i denne suppedas af et forhold, hvor skuffelser og ulykke desværre kommer hele tiden.

Jeg er et fornuftsmenneske! Sådan vil jeg altid tænke om mig selv men på dette område og når det kommer til forholdet til det modsatte køn, er jeg sgu en SPADE!!!

Jo jeg bliver flov når jeg får af vide, at jeg fortjener bedre. Jeg tænker straks ”jamen jeg vælger jo selv at blive sammen med ham”, så denne ellers meget omsorgsfulde udmelding, bliver til en mavepine for mig og jeg kan ikke komme hurtigt nok væk fra emnet.

Jamen det må være noget dybt inden i mig, der højst sandsynligt ikke har en døjt med virkeligheden at gøre. Så snart jeg mærker at han trækker sig, om så bare en smule, bliver jeg helt åndssvag inden i og kan absolut ikke skelne hvad der er hvad. Har jeg forinden gået og været rigtig ked og skuffet over f. eks en af hans utallige nedture, glemmer jeg det helt og begynder endda at tænke på hvad jeg nu gør forkert, om jeg har været for hård, om jeg har været for lukket og hvorfor jeg ikke bare kunne lukke ham ind nu hvor han var kommet ovenpå igen.

Værst af alt ”glemmer” jeg hvordan han behandler mig som mor vores fælles søn. Jeg glemmer min vrede til ham nar han uden at blinke tager sig flere dage i træk, for at ”få luft” og jeg står tilbage med vores søn.

Er jeg bange for at miste ham? Eller er jeg bare så vant til at være i dette roderi af et forhold at det at skulle være det foruden virker skræmmende? Eller…har jeg blot en reel og ok-drøm om en familie?

Tidligere stod jeg og glanede ud af vinduet. Den sidste tid har tappet meget på kræfterne. Min lille dreng er startet i vuggestue og det er alt andet end en succes. Han har haft sin plads i en måned men har vel kun været der 15 % af tiden. På en sølle måned, har han haft lungebetændelse, virus og nu mellemørebetændelse. Han har godt nok smagt institutionslivet på godt og ondt. Når han så har været dernede, har han været ekstrem utryg og klyngende til den pædagog der kører ham ind. Flere gange har de måtte ringe efter mig, blot efter tre kvarter og jeg har måtte skynde mig at hente ham hjem. Til sidst måtte vi komprimere tiden helt ned til en time ad gange og stadig ingen succes.
Nu skal jeg så mødes med pædagogen på torsdag for at drøfte situationen og måske beslutte om ham overhoved skal i vuggestue…

Jeg vil ikke tvinge noget ned over hoved på Emil. Jeg ved godt at den første tid er svær. Efter mange års arbejde i en vuggestue, kender jeg alt til det. Men det her virker sgu ikke som en god ide.

Nå så mere luft til mig må blive på et andet tidspunkt.

Nu vil jeg smække benene op og lave ikke en skid. Emil sover sødt nu…