Ovre i Debatten, som jeg følger meget her på dette udmærkede site, er der startet en ny streng om de smukkeste steder i Danmark.
Det greb mig meget, nok fordi jeg er langt fra Danmark og indser mere og mere for hver dag der går, at jeg ligesom ikke hører til der mere, sådan rent leve mæssigt, føler mig ikke længere så splittet mellem to lande, som jeg tidligere gjorde og vel bl.a. også derfor rejste "hjem" for nogen år siden.
Nu er jeg ligesom faldet til ro, indstillet på at det er her jeg skal være. Ja, jeg er endda nået så langt at jeg af og til blinker til højre inden jeg kører ind i en rundkørsel, hvis jeg skal af, af den vej til højre for mig. Noget som jeg i mange år syntes var komplet å....... nå ja, never mind that.
Men sådan gør de fleste her, hvor vi har venstrekørsel og der er jo noget der hedder skik følge, eller land fly, jo jeg forstår de ord.

Men dansk vil jeg da alligevel altid inderst inde være, på trods af mulig ændring af statsborskab udi fremtiden, justering af levemåde, eksotiske omgivelser, så kan éns inderste ikke ændres.
Så var det jeg sad og læste om de smukke steder og som det ofte sker for mig skulle jeg lige blande mig.
Inden jeg så mig om strømmede gloserne ud i tastaturet om de billeder jeg har på nethinden af danske landskaber.... samtidig løb tårerne ned af kinderne... ja, jeg er en rigtig softy, selvom jeg kan være nok så rapkæftet - også i de skrevne ord, nogen har nok bemærket dette...
Jeg bliver let rørt, det sker også når jeg omme på skolen deltager i assembly - morgensamling - om torsdagen.
De torsdage hvor nationalmelodien spilles og vi alle rejser os og alle børnene - især de mindre klasser - synger med.
Jeg må sådan tage mig sammen for at holde en tåre tilbage. Da står jeg og får følelsen af respekt for landet og folket, samtidig med at en tanke går til Danmark, til det som var og det jeg kender så godt derfra.
Det er vel "bare" nostalgi.....