Jeg har været til opfølgningssamtale på sygedagpengekontoret…jobcenteret eller hvad det nu kalder sig.

Det er egentlig helt åndssvagt at kalde mig til en ”opfølgningssamtale”. Den eneste opfølgning der mangler at blive gjort, er at de skal få mig videre i revalideringssystemet. Jeg har været i gang med min uddannelse siden september men modtager stadig sygedagpenge.

Nu sker der forhåbentlig noget. Jeg har sgu virkelig behov for, at få klarlagt hvordan jeg står når jeg skal tage orlov fra studiet. På den anden side kunne jeg med fordel holde fast i et par fag. Så kommer jeg heller ikke helt væk fra det i den tid jeg skal…lære at være mor!

Syret!! Det er bare stadig FOR SYRET og svært at forstå, at JEG skal være MOR!

Det positive ved samtalen i dag, var at jeg kunne gøre status. Både overfor socialrådgiveren men også overfor mig selv. Jeg så hendes stak af papirer – min sag – og kunne pludselig finde mig selv sidde og sige ”det går meget bedre end det har gjort”! Puhh den sag rummer så mange grimme ting men omsider kan jeg begynde, at lægge bare noget af det bag mig. Nu føler jeg ikke den samme frygt og modstand overfor at sige at tingene ER blevet lettere for mig. Det føltes godt og jeg følte mig stærkere.

At tage en time ad gangen, nogen gange en anelse mere, gavner mig rigtig meget for tiden. Tomheden var ved at slå mig omkuld. Jeg kunne ikke forstå den og ikke acceptere at jeg hverken kunne føle glæde ved noget eller lyst til noget.
Den er der stadig…inde i mig…tomheden, men jeg klarer den langt bedre ved at forsøge at holde mig i nuet.

Kulden udenfor er streng. Jeg fryser helt ind til skelettet og kan slet ikke få varmen. Men herhjemme er her lunt og rart. Jeg fyrer op for de levende lys, laver te og tager mors hjemmestrikkede sokker på.

Jeg savner at give slip…at skabe mig tosset, drikke mig idiot og bare give SLIP! Jeg er taknemmelig over at jeg ikke giver mig selv lov. Jeg KAN ikke drikke! Det er simpelthen en fact. Jeg kan ikke fordi jeg er gravid og må ikke, fordi jeg ikke kan styre det. Sådan er det bare. Jeg har til tider svært ved at acceptere det.
F.eks. på dage som disse; I aften skal jeg ud med LM og spise. Før i tiden ville jeg med sikkerhed ha’ mødt op på restauranten en lille time før og siddet og pladret lidt vin i mig indtil modet til at klare aftenen blev forplantet. I dag møder jeg til tiden og finder mit mod på cykelturen indtil byen.
Måske føles det ikke så ”nemt” som det andet, men det er det jeg gør og må gøre.

Min mave vokser stille og roligt. Jeg veksler mellem at nyde den naturlige udvikling min krop er under og være bange fordi kontrollen er ude af mine hænder. Men nydelsen fylder mest synes jeg.

Jeg holder fast i studiet så godt jeg kan. Prøver at abstrahere fra det manglende overskud og forsøger at holde fast. Det interesserer mig meget og jeg nyder sgu at tillægge bolden ny viden.

Men én time ad gangen.