Min ven fra Argentina er blevet forladt af sin kæreste gennem et par år, Nacho, og af sin ekskæreste Bruno samtidig.

Bruno og Nicolas vedblev at bo sammen dengang. Nico er en pisse hamrende sød og dejlig fyr, der ikke kunne få det over sit hjerte at smide Bruno på porten, selvom det var Bruno, der ikke ville mere ... og han oven i købet havde andre med hjemme. (Nico tabte sig en helvedes masse kilo fra en i forvejen slank krop - no wonder!) Det endte med at de kom op at slås, og selv måtte indse, at det ikke kunne lade sig gøre. Det er ikke nemt at skilles - siger min - en, to, mange - statistik.

Men stakkels stakkels seje dygtige Nico. I denne uge er Nacho gået fra ham, og Bruno har for alvor forladt alle ved at begå selvmord. Jeg kan slet ikke fatte det. Ikke at Bruno nogensinde har været noget som helst for mig, jeg kan knapt huske ham og det er jo et liv, der bliver levet langt langt væk herfra, men det er alligevel forfærdeligt, synes jeg. Og Nico føler sig muse alene, lyder det til.

Og egoistisk som man er, så ender man altid med at relatere til sig selv. I dette tilfælde tænker jeg: Tak nogen for at der allerede er gået så lang tid med J, at jeg kan se, at som vi var, var vi ulykkelige, og tak for at min måde at føle sig forladt på begynder at føles så meget mere overfladisk, teenageagtig og overkommelig end den gjorde. Alt det onde Nicolas nu skal igennem. Han føler sig vist for alvor forladt af sin kærlighed. Gudskelov har han en sød familie.

Nicolas er ham, der lærte mig flash og en masse web-fifs. Nicolas er min stjerne. Han er superdygtig, selvstændig, sød og sjov og - may I add - lækker. Hvis han var til piger (og jeg var i Argentina) ville jeg have kysset mellem ham øjnbrynene i hans kønne bekymrede ansigt (bla.). Jeg ønsker ham alt det bedste. Kære kære Nicolas. Jeg ønsker dig mod og kræfter, lyst til nye ting, og jeg ønsker at du må løbe ind i søde mennesker.

Livet er noget mærkeligt mærkeligt noget. Jeg bliver benovet og overrasket så tit.