Ang. min søster og jeg.... vi er sådan ret tvillinge-agtige. Ligner hinanden og alligevel slet ikke. Da jeg begyndte at sætte mit hår op, oplevede jeg en dag, at to personer i Netto kaldte mig ved min søsters navn... hvor vildt. Vi må jo ligne hinanden lidt. Lillesøster er spasmageren, klovnen, og i voksen tilstand hende med det fedeste tøj, den slankeste talje, de sjoveste byture og alt sådan noget.

Vi er tre pigesøskende, og vi har en lille video fra min storesøsters konfirmation, hvor min storesøsters far optager, og lillesøster hopper op i billedfeltet nedefra. Hop hop hop, sådan kommer hendes ansigt med kæmpe smilehuller og lyse krøller til syne og forsvinder igen fra bunden af billedet.

Meget sigende tror jeg. Hun er den sidste. Den, der har skullet råbe på opmærksomhed fordi alle grænser allerede var afprøvet og nedbrudt hos forældrene. Hun fik bare lov, hvor storesøster (ikke mig, den anden) tog kampe... jeg, jeg ved ikke. Kan ikke huske jeg har taget kampe overhovedet. En gang bad jeg min mor om at holde sin kæft \'Hold kæft\' sagde jeg. Og hun blev rasende... ikke så voldsomt oprør, kan man sige - sidder nærmest og slår mig selv på lårene af grin over så mærkeligt problemløst, det har været med dem. Med lillesøster sloges og skændes jeg konstant, og samtidig hyggede vi os meget sammen. Legede sammen med de samme venner, går ud samme idag og sådan. Vi har altid været meget sammen.

Jeg var en dukse-tøs, var jeg....sød i skolen, dygtig... så dygtig at jeg altid fik så meget ros, at det var til at kaste op over. Kan huske situationer, hvor de andre to brokkede sig ved spisbordet, og jeg gik ovenpå i skam, og de andre sad og diskuterede mig uden at jeg var der. Men jeg kunne sgu da ikke gøre for det..... det var klamt, ubehagelig. Skulle jeg have lavet fejl i mine ting med vilje? Sunget grimt, selvom jeg elskede at synge? Idag er det jo til grin..... Min lillesøster er mindst ligeså skarp og klog, som jeg nogensinde har været, og der er ikke noget jeg kan, hun ikke mestrer mindst ligeså godt. Det var bare vores roller dengang. Og så er jeg måske lidt mere tålmodig - mest af alt.

Ved ikke, hvorfor jeg skriver alt det... det kommer vel i halen af kommentarer om min søster. Mins superseje søster, som altså ligenu er lidt ked af det. Hun finder ud af det, gør hun. Hun skal bare lige græde ud og fatte, hvor meget hun er værd.