Det kommer tættere og tættere på; afskeden med mit London-liv. Og det gør ondt. Meget mere ondt end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig at det ville gøre.

Vidst holder jeg meget af London, det har jeg egentlig altid gjort. Jeg har altid følt mig draget hertil af en eller anden årsag, selvom jeg sagtens kan se alle ulemperne og mindre charmerende sider ved denne store by. Alligevel er jeg draget mod det og derfor har jeg boet her det sidste års tid.

Planen har hele tiden været at jeg skulle rejse herfra igen. Det var en mulighed at blive, men alligevel -jeg er en person der skal videre ud og opleve. Det ville være for let bare at blive. Det ville ikke bidrage med nye udfordringer på størrelse med at flytte til et nyt land, lære et nyt sprog og igen, igen, igen stable en tilværelse på benene.

Det er hårdt at være rejselysten og syg for at udvikle sig og lære. Det er hårdt, men også så fantastisk. Jeg tror ikke jeg kunne være foruden. Jeg ville ikke kunne føle mig levende, men ville langsomt falde hen og visne...rejserne er min næring. Og mit lys at komme væk fra alt det der gjorde mig trist hjemme i DK. De gamle rutiner, min søster osv. En dag kommer jeg dog nok til at længes tilbage igen...

Det næste halve års tid skal jeg være 'bonde-pige'. Yeps, tro det eller ej. Jeg skal leve på landet; langt ude på landet. Jeg der aldrig har boet på landet før. Bl.a. der i ligger udfordringen.
Jeg flytter til Østrig og skal bo mellem bjerge og dale og langt fra alle sociale aktiviteter som jeg normalt suger til mig.

Jeg elsker at kunne gå ned på den lokale pub, gå til live-optræden efter live optræden, opdage nye bands, knække sammen af grin over en stand-up comiker, flirte, gå på kunst-muséer, slappe af i parkerne med frugt fra grønthandleren og kunne se forholdsvis godt ud på en almindelig hverdag.

Nu tror jeg alt bliver anderledes og da jeg aldrig har prøvet det er det svært at vide hvordan det hele skal gribes an. Hvordan finder man venner et sted hvor kun få mennesker bor eller i små byer der ikke er store nok til en masse arrangementer man kan deltage i?
Jeg er bange for at blive ensom derude, social kontakt er enormt vigtigt for mig. Festligheder og sjov og ballade. Og vi taler ikke clubbing her; det kan jeg sagtens være foruden.
Måske de har folke-dans fester og lignende? Eller, det er måske at være fordoms-fuld...hmm, anyway..sådan noget er sikkert også sjovt og har da nok bestemt sin charme.

Og ja, hvad laver man sådan et sted.? Altså, hvis man ikke konstant skal knokle. Læser man bøger, ser fjernsyn og går lange ture?
Jeg har ikke læst en bog i lang tid, ser næsten aldrig fjernsyn og lange ture...hmm.
Til vinter vil jeg stå på ski -der er sikkert en masse unge sådanne steder. Måske jeg kan klastre eller til og med genoptage min gamle interesse for ridning.
Eller spille e-bass eller trommer.
Noget jeg er spændt på er min pakning. Hvordan fanden skal jeg kunne pakke til et liv på landet når mit skab er fyldt med skjorter, hvide kjoler, høje hæle og ja -generelt ting man ikke kan hoppe i mudder med.

Jeg har bestemt ikke noget imod at hoppe i hø og mudder og tar gerne udfordringen med at passe køer og lignende op. Det er jo lærerigt og måske kun noget jeg får prøvet en gang, men det kræver noget af en omstilling og jeg synes det er svært at stille mig ind på det uden at vide hvad jeg egentlig går ind til.
Alle råd fra jer derude er meget velkomne :)

Den største forskel for mig bliver nok næsten internettet. Ja, det er pinligt, men jeg er meget afhængig af internettet. Bruger det ikke mindst til at holde kontakt med de folk jeg holder meget af, men flytter væk fra. Hvor jeg kommer til at bo kommer jeg ikke til at have internet (kan man købe et internet-kort eller lign og stikke det i computeren?)og ja, jeg aner ikke om jeg kommer til at have fjernsyn og sådan noget. Hvor opdateret stedet er med moderne goder, det ved jeg ikke.

Som jeg først skrev, så gør det ondt at sige farvel til mit London-liv. Det skær i hjertet.
Aldrig i hele mit liv har jeg haft så fantastisk mange gode dage og kun få, få af de modløse. I en periode omkring vinter-tid savnede jeg DK og fældede tårer, men ellers ikke. Og jeg har kun været i dk 1 gang i 10 mdrs. tid... Det fortæller vist lidt om hvor godt jeg har det her.

Jeg ved det er tid til at komme videre, i hvert fald fra jobbet -jeg kan jo ikke fortsætte for evigt. Alligevel gør det så ondt at skulle rejse fra noget der er godt. Fra så mange folk der har været søde og venlige og jeg er kommet til at holde utroligt meget af. Jeg har jo prøvet det før, jeg ved at man ikke holder kontakt med så mange som man egentlig gerne vil holde kontakt med. Der skal jo også to til tango.

For et par dage siden skulle jeg sige farvel til nogle af dem jeg holder af. Allerede nu -1,5 måned inden min rejse, er der folk som jeg sandsynligvis ikke kommer til at se igen. Jeg var så tæt på at tude da jeg krammede disse to gamle mennesker farvel. Det er endda begrænset hvor meget jeg har set dem, men alligevel. De har taget så hjertligt imod mig, jeg har fejret jul med dem, snakket med dem, hjulpet dem og de har altid været så enormt hjertlige og varme mod mig.

Jeg sagde farvel til flere. Flere fantastiske familier og ældre der alle snakker så pinligt pænt om mig. Her er det ikke sjældent at folk jeg ikke kender kommer og siger at de har hørt så meget godt om mig. Det er fantastisk rørende hvordan folk spreder dejlige rygter om mig.
Det er svært at sige farvel til så mange dejlige mennesker og så mange dejlige stunder jeg har haft med dem.

Bare tanken om et par familier mere som jeg skal sige farvel til, skær langt ind i brystet. Det er familier der har været som min egen, hvis ikke blot mere hjertlige. Jeg elsker disse mennesker så ufatteligt højt og kan ikke beskrive hvor meget de egentlig betyder for mig. For ikke at tale om byen som jeg fra day 1. har følt mig hjemme i. Jeg kan ikke fatte at det er 10 måneder siden jeg flyttede hertil.

Austria -here I come...