Der var sol idag.

Der var lyden af glade børnestemmer og latter fra trampolinen og legehuset.

Der var jordbær på bordet og is fra fryseren.

Der var en rokketand der blev hevet ud.

Der var hundene som legede vildt på terrassen med en gammel sok.

Der var mig på hug i et af bedene, hvor jeg forsøgte at komme ukrudtet til livs, mens hønsene trissede rundt ved siden af og prikkede i jorden, støvbadede og lagde sig helt tæt på mig, spredte vingerne ud og nød solens stråler.

Der var enkelte samtaler mellem mig og A som ikke var om bilen, idioten, bange børn og kameraer.

Der var søde sms'er - som ellers ikke er så hyppige længere - med 'jeg elsker dig'.

Det skal nok gå!

Jeg håber han har fået fred i sindet nu, og ikke laver mere. Jeg valgte imorges, at han ikke skal have lov at forstyrre mere i vores liv.

Han skal ikke fylde.

Kameraet som A satte op igår har hjulpet ungerne meget, og det varmer at høre deres latter igen. Deres drillerier og deres sure brok. Der er stadig mange spørgsmål, men jeg kan mærke at vores svar giver dem tryghed. Mellemmanden tegner og leger det hele igen og igen. Han sidder med sine farveblyanter og tegner glasskår. Det er rørende faktisk at se hvordan et blindt barn vælger at vise sine tanker og følelser. Gøre det visuelt.

A tog i skoven og cyklede og fik tømt hovedet og afløb for følelser som han forsøger at gemme.

Jeg kan selv mærke, at det gør godt at rode rundt i haven, at få lov at hugge og hakke i jorden og stå og hive og flå i sære små gevækster med rødder som er umulige at hive op.

Teenageren fik sit allerførste MasterCard og var så stolt da han ringede fra stationen og fortalte at nu havde han brugt det for første gang og købt en sodavand.

Alt bliver dagligdag igen. Ikke mere drama. Alt bliver fyldt med små dyrebarere øjeblikke.

M