Det er underligt, så svært det kan være at forfølge sine drømme. At det kan være så svært at opgive nuet og gå efter lykken. Når det nu er så tydeligt, at det man har intet er værd, mens det, man kan få er guld værd. Hvordan kan det så virke så skræmmende at tage springet? Det ville være svært og hårdt. Det ville bringe mange svære tider, men det ville i sidste ende være det hele værd. Hvorfor så drømme om lykken i stedet for at gå efter den? Det er som at se den hjælpende hånd strakt frem uden at kunne løfte armen og tage imod den. Som om den er lige der, lige foran; Lykken.