(dårlig copypaste kan jeg se, men jeg magter ikke at rette den lige nu)


Jeg er så ked af det...jeg kan ikke finde ud af det. De seneste dage er jeg blevet kaldt ting jeg ikke vil finde mig i "uden for sengen" af min søns far... Han har været så væmmelig, virkelig væmmelig, og ikke bare over for mig, men også min søn...

----

Denne weekend er normalt min weekend, men for nogen tid siden bad faderen om at få sønnen, da der er barnedåb i bonusmoderens familie. Selvfølgelig kunne de da få ham, og tage mandagen med også, selvom jeg havde planlagt en masse andet. Faderen fik det som han ville, som "altid" (har sagt nej ganske få gange på tre år). Så vidt så godt.

For tre dage siden modtager jeg så en SMS hvor han spørger om jeg kan hente vores søn i børnehaven om fredagen, så han kan komme og hente ham hjemme. Dertil siger jeg "nej", da 1: jeg ikke har mulighed for det på grund af en i forvejen udskudt aftale og 2: vi er slet ikke gode sammen ansigt til ansigt og jeg har flere gange været nødt til at lukke døren i hovedet på ham, fordi han var truende (han var voldelig i forholdet), og jeg vil ikke have at min søn får et dårligt billede af sin far. Dette afslag bliver han meget vred over, og jeg kan godt se det er et problem for ham, så jeg foreslår drengen kan hentes torsdag - hvor børnehaven har længere åbningstid. Dette hjælper ikke, skriver han i meget ubehagelige vendinger.

Så spørger jeg til om hans kæreste ikke har mulighed for at hente? Og får det svar, at hun har fri om fredagen, sammen med deres 1-årige datter. Jeg forstår så ingenting, og spørger om hun ikke kan tage med toget og hente vores søn? Det vil de ikke, for det betyder bus og togskift (Vejle-Odense).

Så kunne jeg ikke komme på flere ideer, og sagde jeg bare ville have svar på hvad de ville, næste dag.

Dagen efter får jeg at vide de ikke kan have vores søn, og at det er min skyld. Jeg er en dårlig mor og lader sønnen gå for lud og koldt vand, og så er tonen ligesom slået an. Jeg prøver at holde en pæn tone (men jeg syder indvendigt) og beklager gang på gang, at jeg ikke kan rykke min aftale, men siger også at det er dem og ikke jeg, der har rod i planlægningen.

Sååå...


Jeg havde et ulykkeligt barn igår, da jeg skulle fortælle at hans far ikke kunne hente ham "på grund af arbejdet". Jeg ville hellere give arbejdet end "os" skylden, da han er tre og ikke ville forstå de indviklede detaljer, endsige skal blandes ind i dette mere end højest nødvendigt. Hans loyalitet skal ikke knækkes til NOGEN af os... Han troede ikke på mig, for "far og bonusmoderen havde sagt han skulle med til barnedåb", så jeg skrev til faderen og fortalte hvilken grund jeg havde givet sønnen, og at han ikke ville tro på det. Han græd, "slog" og skældte mig ud, hvilket er klart da jeg var den eneste i nærheden.

Idag spurgte jeg så faderen om han ikke nok ville ringe og fortælle sin søn, at han ikke kunne komme pga. arbejde. faderen skrev meget meget grimt og sagde at han ville ikke have jeg "dikterede" det han sagde, for jeg var fuld af løgn etc. Men han ringede. Jeg skulle aldrig have taget røret...

Far: "Må jeg tale med min søn?"
Mor: "selvfølgelig, lige et øjeblik"
Søn: " Far, jeg skal til barnedåb, ikke også?"
Far: "Nej, for jeg skal arbejde og jeg MÅ ikke hente dig for mor"

Min lille dreng skreg og græd - og der var intet jeg kunne gøre for at hele hans lille hjerte. Jeg lagde røret på for ham... og græd. Faderen havde sagt til min søn at han ikke MÅTTE hente sit barn...for mig. Det tog mig tid at få forklaret at det måtte han godt, men han KUNNE ikke. Min søn "havde nok hørt forkert"...(Jeg havde en bidende trang til at sige "far VILLE ikke", men min opgave som mor er at arbejde med på at de to har et godt forhold)...

Hele aftenen har min søn så været ked af det og sagt: "Min far skal ikke sige dumme ting om dig. Han kan selv være dum. Jeg kan ikke lide ham. " men jeg har forsvaret "manden" alt hvad jeg kunne med at sige arbejdet kom i vejen osv...

Jeg fornemmer dette er en magtkamp faderen har et behov for at vinde. Han skrev så mange ting i sine SMS´er. kaldte mig terrorist, sagde at jeg ødelægger vores søn, samt mente at have overblik over min økonomi så sønnen går for koldt lud og vand hjemme for at jeg kan fare imellem Odense og Kbh... Jeg bliver så vred. Og ked af det - for hvor vil han hen med det? HVorfor ikke bare sige : "shit - det kunne ikke lade sig gøre" og så ellers komme videre? Hvorfor denne her nøvendighed for at trække sønnen med ind i de voksnes problemer? jeg er så ulykkelig, jeg kan jo se vores søn lider...

Heldigvis er der ro i lejren nu, men... jeg kan ikke lade være med at tænke... var der noget JEG kunne have gjort bedre? Jeg tror det ikke, men...hvad nu hvis?