J skrev til mig sms på job igår. Sad der med æg i øjnhulerne.... jeg var jo helt smadret efter natten. Han skrev at jeg var dejlig. At jeg var så sød, selv den måde jeg havde behandlet ham på. Det varmede, og jeg måtte lige uden for døren en stund.

Nå, men, intet er bedre mod sådan en tur, end at tage ud med venner og drikke nogle øl, og blive lidt bekræftet af andre. Så det gjorde jeg. (Naturligvis kom jeg til at græde midt på aftenen og tog hjem, men det var nok kun godt) Og nu har jeg milde tømmermænd og hopper rundt i sorte shorts og høje gule hæle herhjemme og bilder mig ind, at jeg er lækker og kan klare hele verden ;)

Det er mærkeligt med J. Alt med ham var så følelses stort. Min søster hørte mig tale sådan sødt og kærligt om ham i flyet på vej til Holland. Storesøster. Hun blev nærmest sur. Frøken. Han ødelagde dig! Du var ikke andet end en skygge af dig selv i de år.... sagde hun. Det er så mærkeligt, at jeg ligesom ikke selv synes det. Eller vil fatte det.

En anden veninde, der har lært mig at kende, mens jeg var sammen med J, siger at jeg er blevet en helt anden de sidste par år. At jeg er blomstret helt anderledes op, er meget mere fyldig.

Jeg synes jo selv, at det hele er mindre betydningsfuldt. At alt for mange ting er blevet lidt ligegyldige... Og det synes folk så, ser ud som om, jeg er lykkeligere. Mystisk. Men helt ærligt. Jeg er sgu ikke så klog på mig selv. Det ved de andre nok mere om.