Blev lige enig med mig selv at jeg måtte fortsætte dagens tekst. Synes bare ikke jeg kan finde ordene. Nogle gange er det så svært at finde dem. Nå men jeg vil prøve alligevel. Tilgiv mig hvis jeg vrøvler. Tror bare jeg er midt i et mystisk øjeblik. Nå men here goes.

I den første tekst skrev jeg en del om hvor vigtigt det er at andre bekymre sig om en. Dermed ikke ment at det nødvendigvis kun gælder mig. Det gælder for alle andre også. Det gælder bare specielt for os som føler sig lidt ensomme. Jeg har lagt mærke til andre her på pennen som kunne have brug for den samme opmærksomhed.

Jeg er for nylig blevet kaldt magiker. Eller der blev sagt jeg muligvis kunne være en af slagsen. Hvad det betyder for den person som skrev det, vil jeg ikke begynde at fortolke, men det satte nogle tanker igang i hovedet på mig. Hvad nu hvis. Kunne jeg være istand til at skabe energi. Ifølge videnskaben, kan energi ikke forsvinde, og kan ikke skabes. Men hvad nu hvis. Nu snakker vi selvfølgelig ikke om fysisk energi, men om den mentale energi. Jeg blev i den forbindelse gjort opmærksom på at jeg, og det er ganske sandt, bruger min energi meget negativt. Jeg lader ofte mig selv falde i de enormt destruktive spiraler. Kører rundt i hvor grim jeg er, hvor dum jeg er og så videre. Dum er jeg ikke. Ifølge mensas internet-IQ-test, som selvfølgelig ikke kan tages for gode vare - men er er en god guideline, ligge min IQ temmelig højt. Grim kan diskuteres. Det afhænger af de til enhver tid gældende samfundsnormer.

Hvor kom jeg nu fra. Tror vist lige jeg tabte tråden et øjeblik. Nå ja det var magikeren. Evnen til ikke bare at bruge energi, men også til at skabe den. Hvordan det kan lade sig gøre, ved jeg ikke. Det er heller ikke det der er pointen. Pointen er hvilket ansvar det giver mig. Det giver mig jo netop pligt til ikke at skabe en destruktiv energi. Det giver mig pligt til at bruge mine "evner" på andre. Hvis man kan skabe energi, og andre ikke kan, har man vel det ansvar også. En tung byrde??? Nej egentlig ikke. Man bliver ikke pålagt en sådan byrde hvis man ikke er klar til at løfte den. Det tror jeg også efterhånden jeg er.

Lige en ting for dem som læser dette og tror jeg er sindsyg. Dette er udelukkende en filosofisk diskussion. Den udtrykker ikke virkeligheden, men den tænkte virkelighed som ville eksisterer, hvis nu det jeg lægger til grund, er den eneste sandhed.

For lige at komme tilbage til det det hele startede med, nemlig at der er andre der bekymre sig.

Hvordan hænger disse to ting så sammen. Jo det er såre simpelt. Det kan forklares med et spørgsmål:
Hvis jeg har så høj en IQ, og er magiker (skaber af energi), hvordan kan det så være nødvendigt at blive lagt mærke til? Burde det ikke være nok at jeg er hvad jeg er????????? Okay det var faktisk to spørgsmål, men de skal læses som et.

Svaret er ligetil. Uanset om man har en IQ på 220 eller 33, om man er "normal" eller handikappet, uanset om man er tikker eller direktør, terrorist eller helt, uanset hvilke evner man har, er man stadig et menneske. Ens skæbne afgøres alene af de valg man tager. Men det at være menneske betyder også at man har nogle behov. Et bohov for nærhed, forståelse, medlidenhed og indsigt. Generelt nogle som bekymre sig om en og nogle at bekymre sig for.

Det er her ansvaret kommer ind i billedet. Man har pligt til ikke at fordømme uden viden, beskylde uden bevis og så videre.

Giver det her nogen mening over hovedet. Måske vrøvler jeg bare.

Men en ting ved jeg. Til dig som stadig synes jeg er dybt sindsyg. Det er jeg sikkert også, men vi lever i en dybt sindsyg verden. Så kan det undre!

Med venlig hilsen

Ridder plys.