8 år siden

Når frygten banker på døren

Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
10 år siden
Påske
Hanna Fink (...
8 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
5 år siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
7 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
8 år siden
Fitness
Peter
12 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
12 år siden
Eftertanker
Hanna Fink (...
5 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
7 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
7 år siden
Galde med sukkerglasur og...
Olivia Birch...
9 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
12 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
8 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
11 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
9 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
11 år siden
Påske
Hanna Fink (...
10 år siden
Om lidt sker det. Lige om lidt er der gået 18 dage og så er der ikke længere flere dage at tage af. De dage, hvor jeg er normal og ligesom alle andre, er væk. Og det er svært!

Jeg har haft nogle rigtig gode uger, hvor jeg blandt andet har været til bryllup ved verdens smukkeste brudepar og jeg havde den bedste dag. 3 dage efter var min krop stadig brugt og træt, men det var det hele værd.
Det bedste af det hele er, at jeg ved, at det fra nu af kun kommer til at gå frem af. Jeg får det kun bedre. Og det er fantastisk. Jeg har nu ikke rørt kvalmestillende medicin i 14 dage og regner heller ikke med, at jeg kommer til det igen.

De sidste par uger har været fyldt med sygehusbesøg som forberedelse til operationen. Egentlig har operationen ikke fyldt så meget for mig. Jeg har skubbet det lidt væk, tror jeg. Og i stedet levet livet.
Men så tog vi til samtale med kirugerne. Og så slog det mig. Hvor stor en operation det er. Hvor lang en proces det bliver efterfølgende. Hvor meget hjælp jeg formentlig får brug for. Og det var ikke sjovt.

De første 2 dage efter operationen vil jeg formentlig ikke kunne åbne mit venstre øje på grund af hævelser. Derudover vil jeg det første døgn heller ikke kunne tale, da de skal skabe 'luft-adgang' gennem min hals, som presser på mit stemmebånd.
Og lige nu, fylder det rigtig meget for mig. Jeg ved jo godt, at det kun er en lille brøkdel af det forløb jeg skal igennem og at jeg nok har allermest lyst til at sove det første døgn.
Men jeg er pisse bange.

Efter operationen vil der gå minimum 3 måneder, før jeg kan få min protese. Det er lang tid. Og måske jeg endda skal vente længere tid.
Jeg håber, jeg bliver okay med at gå med en klap for øjet.

Jeg gik ned og snakkede med en psykolog. Og det var fint. Og jeg fik talt. Og grædt. Men jeg tror måske ikke, at jeg har brug for at gøre det igen. Måske det gik op for mig, at der alligevel ikke var så mange ting, jeg ikke allerede havde snakket med andre om. Jeg troede, jeg bar rundt på flere hemmeligheder.
Psykologen var god at tale med. Hun var god til at lytte og god til at sætte andre ord på.
Men umiddelbart har jeg fået det med til rygsækken, som jeg havde brug for.
Måske jeg ændrer mening, når jeg først står i en anden situation og mit liv ser anderledes ud.
Men lige nu har jeg de helt rigtige mennesker omkring mig. Og det var rart at få bekræftet.

Jeg vil stadig bare rigtig gerne have mit liv tilbage. Være mig igen.
Et eller andet sted, er jeg egentlig ret sikker på, at det nok skal blive godt igen. Lige nu er vejen derhen bare rigtig lang. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg kommer derhen.

Lige nu skal operationen bare overstås, så jeg kan komme igang med at leve igen.

Men i aften kan alt det være ligemeget. For der skal jeg være sammen med verdens bedste veninder. Og måske have en øl. Fordi jeg kan. Og fordi de endelig smager af øl igen.
Så måske jeg endda skal drikke to..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når frygten banker på døren er publiceret 16/09-2016 15:48 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.