har nu trods alt haft en rigtig sjov dag. var på mcD og købe milkshake med min fætter. bagefter blev vi sat af, så vi kunne gå resten af vejen hjem, mens min bror og onkel var i trælasten. så vi opdigtede en historie om, at de var taget på værtshus for at drikke sig fulde, så vi var nødt til at tage tog og bus hjem. temmelig urealistisk, men min fætter syntes at vi var ret sjove (min mor troede heller ikke på det, fordi hun ikke kunne forestille sig, at jeg ville gå glip af en tur på bar - ha ha) har aldrig haft så meget med de to knægte og gøre. sikkert fordi jeg var teenager mens de har været til. de er mere knyttede til min søster og bror, som jo godt nok også har boet tæt på/sammen med dem. har altid set dem som lidt af en plage. de larmer, de skændes, de optager computeren.
men har sgu haft det sjovt med dem de sidste par dage.
alex var seriøst ved at blive kvalt af grin over mig og min søster, der gik i selvsving og legede entertainere.
nu er jeg endelig blevet den sjove kusine, som de ser op til.

nu er hele odense taget hjem til odense og min søster er også gået. bror er til fest og jeg sidder i take that-tshirt og pimper lidt vin. ser frem til i morgen. jeg skal være sød og sjov.
jeg kan heller ikke forstå at han ikke elsker mig. jeg er sød, sjov og rimelig klog. jeg er ikke en skønhed, men heller ikke en heks. når man behandler mig pænt, er jeg nem og opofrende. til at stole på. jeg føler at jeg burde være elsk-værdig. det er mig en evig gåde, at han ikke elsker mig. for hvis jeg har gjort mit bedste og det ikke er godt nok... hvad så? jeg kan ikke forestille mig, som en bedre kæreste. ville ikke ane hvad jeg kunne gøre bedre. så kommer de dumme tanker op, som "tabe mig". jeg tror ikke jeg vil kunne give mere af mig selv. jeg kan ikke være sjovere. eller sødere.
man skal vel være mere hemmelighedsfuld... mere mystisk. det er dét mænd altid tror om mig. at jeg er mystisk. men i virkeligheden er det bare,når jeg ikke vil have dem og ikke kan åbne mig op. ikke vil sige ja til noget. det er jo ikke rigtig. det falder jo fra når jeg godt kan lide dem, og de lærer mig at kende. måske dur jeg bare ikke til mænd. det spil. jeg tror aldrig, jeg har forstået det.

og at spille spil over for andreas er helt umuligt, han kender mig jo bedre end alle andre. nej, der er ting han ikke ved og aldrig vil forstå, men et spil ville han altid afsløre mig i. han er også mester i at pille ting ned. som når jeg har kysset med en eller anden. så siger han altid med en bestemt stemme: "'ar do knæppet ham" og "do ska bar' knæp' ham" og så preller alt spil ligesom bare af, for så er det hele bare blevet vulgært og dumt. for sent at spille jalousi-spil eller jeg-er-kommet-over-dig-spil. så i stedet vil jeg være søde-natascha. bedste-natascha. som man ikke vure kunne undgå at elske.