For 10 dage siden var det årsdag for min datters bortgang.

Jeg er begyndt at fokusere meget på datoer og årstal. Hvor var jeg, hvad skete der lige der. Den 5/4 var rigtig svær for mig. Det var dagen før dagen det sluttede! Jeg har brugt meget tid på selv refleksion af det der skete fra hun døde, og til hun blev bisat. Mange selvbebrejdelser har fundet vej til den periode. Der er så meget jeg gerne ville have gjort anderledes, selv om jeg ved at jeg var i en form for choktilstand. Jeg ville bla. have ønsket at jeg havde taget div. ledninger og slanger af hende, da jeg var til ligsyn! Ikke fordi at det skræmte mig, men mere fordi at jeg ikke synes at det var værdig. Hvorfor havde jeg ikke en kam eller børste med, da jeg så hende i kappelet. Hvorfor havde jeg ikke skrevet et brev til hende, som hun fik med i kisten? Hvorfor græd jeg ikke til hendes bisættelse, som jeg gjorde til min fars og svigermors? Forløsningen kom først da jeg deltog i den kirkelig ceremoni Allerheiligen. Og der kom det til gengæld også, og været en del af mit liv siden. Jeg formår at være mest ked af det når jeg er alene. Jeg har ikke behov for at der er nogen der forstår. Jeg vil bare have lov til at være ked af det på min måde.

André og jeg var på kirkegården på årsdagen. Han er blevet meget bedre til at tilkendegive når han er ked af det, samt vise det. Blev noget overrasket, da han for første gang i hans 32-årige liv lagde en arm om mine skuldre. Siden han var lille, har han både taget imod kys og knus, men aldrig været giveren. Hvis jeg f.eks. - hvilket jeg ofte gør - siger " jeg elsker dig" svarer han bare ja! Jeg ved at det ja er hans måde at sige "jeg elsker også dig".