Sulten?
Kellany Bram...
12 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
9 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
10 år siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
12 år siden
At overliste en seksårig
Olivia Birch...
9 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
7 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
8 år siden
Pizza
Kenny Raun (...
12 år siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Citrontræ
Halina Abram...
7 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
8 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
12 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
10 år siden
Noget om helte
Camilla Rasm...
8 år siden
Modet til at turde
evan-noerfoh...
2 år siden
Begrav et sædekorn
Camilla Rasm...
10 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
6 år siden
Jeg har altid været en ener, i en verden fyldt med firkantede kasser. Jeg ser mig selv som en flekset rombe, som et barn i sin desperation forsøger at stoppe ned i et firkantet hul. For at citere en yndlings passage, har folk altid villet have, at jeg gik med en vej, men jeg har altid stoppet op, for at gå en anden vej. Altid har folk troet det værste om mig, dog har jeg kunnet beskrive min inderlige kærlighed langt bedre end de fleste. Mit hjerte er et udtryk for min smerte, den smerte der hverdag hamre igennem mine tanker om skuffelserne. Fyldt med skår slår det ikke af lyst, men af en vilje om at vise sit værd. For på trods af alle de skuffelser, og ord der så gerne vil kategorisere mig, og fortælle mig hvem jeg er, så holder mit hjerte stadig fast i min sjæl, en sjæl der ved at barnet tager fejl.

Folk ser mig sjældent, men går blot forbi mig som et træ i skoven. Uden at ville lære mig at kende, de tror de nærmest pr reflekset, at de ved hvem jeg er, endnu før de har set min skygge. De tror de kender svaret på det spørgsmål, jeg aldrig har stillet dem. Hæver jeg min stemme for at gøre oprør, forstår de det ikke, hvordan kan en klods som mig ikke puttes ned i kassen tænker de. Men jeg er en flekset rombe med vinger, et rigtigt 3d syn med flere sider og et hjerte de glemmer, Men det hamre stadig sin sørgelige melodi. Uanset hvor meget kærlighed jeg kan vise og beskrive, så får jeg ikke en chance. For folket har dømt mig ned i en firkantet kasse, en kasse jeg kan skrige alt det jeg har lyst i, uden at blive taget op.

Den dag jeg er væk, håber jeg at de vil gå tilbage og kigge på mit aftryk, og se at min krop ikke var en firkant, men en flekset rombe med vinger der søgte opad imod friheden. Et menneske med sjæl og tilhørende hjerte, der græd når andre ikke så det. De så næppe mere end min skygge, og da solen gik ned forsvandt den som et øjeblik . Til hvad nytte er et håb om at en dag, at bliver set uden at blive vejet og målt og lagt i en kasse, hvis det sker efter solen er gået ned og skyggen af håb er forsvundet? Jeg håber ikke længere, for barnet leger så godt med sine klodser. Selv om den frie firkantede rombe bliver mast imens.
--
Igår opstod der en mulighed for en date, men det blev ikke til noget. Hun trak sig væk efter at have set mit billede, endnu en der ikke kunne acceptere mig som jeg ser ud. Hvem har brug for flere nederlag? SÅ hellere give dem et spark i røven fra starten..overført betydning.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ude af facon er publiceret 01/08-2004 00:26 af Kenny Raun (thejester).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.