Jeg har det som om jeg er nysforelsket i min kæreste. Jeg kan næsten ikke holde ud at han er væk. Jeg savner ham - vil bare have ham her. Det føles som et stort tomt hul inden i mig - jeg har brug for et knus. Hans beskyttende arme. Men det er trods alt en dejlig længsel. Det minder mig om hvem vi er sammen og hvorfor det er "os to". Det minder mig om alt det man glemmer i hverdagens trummerum. Jeg har ikke haft det sådan her siden han tog til Italien. En del af det tror jeg skyldes at han er kommet over sin phd og derfor generelt er "mere sig selv" fra da jeg først forelskede mig i ham. Jeg kan mærke fangearmende af min egen krælighed til ham forsøge at række helt over til Jylland og hive ham hjem fra spejderlejren. Øv - det er nok ikke fair at være misundelig på børnene over at de får lov til at have ham i nærheden istedet for mig.