Jeg har et problem. Problemet er tildels mig selv og tildels resten af verden. Det er ret stort...
Jeg overvejde at få min moar til at ringe så jeg kunne snakke med hende om det, men så gik det pludselig op for mig, da jeg stod der med telefonen i hånden, at hun ikke er den rigtige mere.
Det er lidt hårdt at indse - for ikke at sige meget..

Jeg har snakket med hende om problerne, men hun lytter aldrig til mig mere. Hun er blevet så fucking ligeglad. Jeg ved at hun plejer at lytte, men det gør hun ikke mere...

Det gør hun virkelig ikke. Jeg kan sige at det er noget lort at være på min skole lige for tiden, men hun svarer bare: 'Det lyder fint skat..' 'Ja, det er dejligt at hører..'. Hun hører jo ikke efter.

Jeg skrev en mail til hende forleden dag. Dels fordi min mobil er fucked og dels fordi det var nemmere at få hende til at lytte hvis jeg skrev et brev. Troede jeg. Hun har IKKe kommenteret det. Jeg spurgte hende endda om hun havde læst det - det havde hun, men hun var åbenbart ligeglad...

Det kan gøre mig så pissed. Hun ringer hver eneste dag, men ikke for at hører hvad jeg siger, bare fordi det ser bedst ud at hun snakker med sin dejlige, kloge og smukke datter i det øjeblik hendes veninder kommer forbi. Jeg hader det! Jeg føler mig som en ting der skal udstilles. Virkelig! Det er slemt! Det er en usel følelse.

Og min far. Hvad kan man sige alt er jo som det plejer at være. Han er der bare ikke for mig. Jeg snakker aldrig med ham og jeg hører kun om ham gennem min mor. Jeg er træt af at blive svigtet sådan af mine forældre. Især når jeg ringer dem op og de bare snakker uden om, eller ikke hører efter hvad jeg siger. Det er noget pis, jeg kunne brække mig over det. Det har stået på for længe denne her gang og jeg har ingen udsigt til at komme hjem igen før til Maj. Til maj! Jeg mister mine forældre.

Og jeg mister også min veninde. Hun skal ikke med til påske og til somnmer når vennerne skal morer sig, hu skal flytte sammen med sin kæreste.
En eller anden persisk bartender fra vores diskotek som hun åbenbart er begyndt at komme sammen med. Hvad sker der lige får det1

Det kan godt være at det bare er mig, men fuck hvor jeg hader når mine veninder får en kæreste. Jeg forstår det bare ikke.. De skal altid sidde derhjemme og holde i hånden, aldrig i byen mere, og når han slår dem, så er det latid fordi han elsker dem så meget. De ender fandme alle sammen som vores forældre. Enlige mødre uden tilværelse i et fucking gråt betonbyggeri. Er det det de ønsker for sig selv?

Jeg er så heldig at jeg er kommet væk, men jeg skriger når jeg hører om de andres fejltrin. De laver så meget pis, og de kan ikke selv se det! alt er kommet i meget større perspektiv herovre, det er blevet nemt at overskue, især fordi jeg lever i en hverdag uden problemer..

Det er kedeligt nogle gange. Ad helvedes til faktisk! Træt af det hele!

Det her er første gang i 5-6 måneder at jeg er nede, men det er jeg virkelig. Græder når jeg er i bad og når jeg skal sove, men jeg kan ikke engang græde ordentligt. Jeg ender altid med at stoppe fordi min stolthed er for stor.

Hvis nogle disher mig så griner jeg bare, men det er ikke meningen at jeg skal grine når jeg er ked af det, der vil jeg ikke tilbage igen..