Hej Dagbog.

Hvor var det naivt af mig at tro på at kampen var forbi. Troede faktisk i mit hjerte at når først jeg fik taget det store tunge skridt ud i at bede ham om en seperation at så ville det vende og begynde at gå lidt ned af den skide bakke.. og ikke blive ved med at minde om mount everest...

Men men men.. Livet har det i den grad med at gå.. Den ene og den anden vej.

Jeg fik det som jeg ville. Blev sepereret, og er nu alene mor til 3 dejlige unger.
Der er lavet en fælles samværs aftale, men den anden part lever ikke op til den.
Jeg har tabt mig meget og er også begyndt at ligne min fordrukne nabo.
Ikke fordi jeg drikker men de lange sorte rander under mine øjne og det trætte og opgivende kropssprog.

Han lader mig ikke få et ben til jorden. Jeg står alene med alt ansvar og kan ikke sove fordi tankerne roder rundt inden i mig.
Han råber af mig og han ringer i tide og utide for at sige han elsker mig, men det ender altid med at han siger nogle grimme ting og smækker på.
Jeg hader ham.. Og det troede jeg aldrig jeg ville komme til.

Han har det rigtig skidt siger han.. Og jeg skal tage hensyn til ham.. Okay...
Så når mine unger ( Vores ) græder og er syge nægter han at komme og køre os til vagtlægen, og han vil heller ikke komme og passe de to som ikke er syge.. Han gør alt hvad han kan for at ramme mig men i virkeligheden er det hans egen børn han rammer.
Vi har en søn på 2 og den smerte der står så tydeligt i hans øjne når far igen går amok eller går uden at sige farvel er ubeskrivelig..
Og det er det som holder mig vågen hele natten.

At han ikke kysser vores mindste søn på 3 mdr når han kommer og går.. At han ikke engang går hen og siger hej til ham.. Han kommer uden tvivl kun for at se mig og det som er mest ufatteligt for mig er at han ikke ser hvor meget skade han gør på os allesammen..
Når han så har været her siger han pludseligt at nu går han hjem fordi han kan ikke tåle mere barnegråd..

Jeg er så skide ligeglad og jeg har INTET mistet. Han har ikke givet mig en skid som jeg ikke sagtens kan undvære. Hvor tit har jeg ikke grædt mig selv i søvn og han har vidst hvor ked af det jeg har været men intet har han sagt eller gjort.

Er en attraktiv pige, udstråler selvsikkerhed og har et stort hjerte for min familie..
Jeg skal nok klare den, det ved jeg godt.

Er bare på tide at jeg begynder at leve til rytmen af min EGEN tromme..