Mit hjerte har haft orm, tror jeg. Der er lavet små gange af hulrum. Der nægter at lade livets gaver passere uden afgift. Jeg kan mærke hvordan den kolde luft blæser igennem hjertekulen.
Der er koldt derinde og den hule lyd af sørgmodig fripas er altædende.
frygten af livet, frygten for kærligheden og dens hæslige vane med at gøre dig til en kold og uvasket junkie. flugten føles som en ven, og frygten gør min puls høj og står i vejen for mit udsyn. Så ser jeg det som jeg har lyst til at se. Jeg føler savnet af den frie vilje. Kan mærke hvordan den fængslende uro kravler op af mine ben og tvinger sig vej ind i mine hårrødder. Vil flygte med alt jeg har. Men måske ville det være lettere at se frygten ind i de sorte kul kugler. Men alligevel ikke. Vil bare gerne sætte min hjerne på standby i et par uger. Koble fra og få hvilet.
Men sådan hænger tingene desværre ikke sammen..