den første dag år 2013
bondeven
12 år siden
råb
Halina Abram...
7 år siden
Glaskuplen
David Hansen...
9 måneder, 18 dage siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Brakvand
Marie Martin...
11 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
8 år siden
back agien!!
Lisa Fjord (...
11 år siden
The last soppetur
Olivia Birch...
9 år siden
Og patterne er blevet læn...
Neola
3 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
12 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Er det noget eller det fo...
Maria jayash...
1 år, 8 måneder siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
11 år siden
første skoledage og leven...
Michala Esch...
15 år siden
i bad med Noa
Peter
9 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
10 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
8 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
8 år siden
Tankemylder og dagene der...
David Hansen...
8 måneder, 11 dage siden
Brug dit hjerte som telef...
Christalavis...
8 år siden
En stille bøn
Bastian
12 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
10 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
16 år siden
smøgen er tændt og enden sat til rette. det er en mærkelig fornemmelse, en ny slags omstilling, når man har været vandt til at skulle ud af huset for at kunne gå ind i ens yndlingsverden. men nu kan jeg igen sidde og kigge ud over min dejlige, blå og temperamentsfulde fjord, bare med et lidt højere overblik, og igen nyde at være hjemme, på mange niveauer.

det er mærkeligt. jeg har i næsten halvandet år været vandt til at have alle mine tanker inde i hovedet, hvor jeg før kunne skrive dem ned herinde, og det skal jeg også vænne mig til. pludselig igen at kunne finde, og turde, finde ærligheden frem.
jeg har lært meget om mig selv dernede blandt flaminco og sangria, og det har været sundt, trods alt.
jeg elsker at være hjemme. jeg elsker den ro, som jeg altid har søgt, nu endelig er kommet. jeg troede den ville forsvinde, når jeg havde været hjemme længe nok, jeg frygtede det, men heldigvis. den virker stabil.

min længsel efter nye ting, min hungren efter at bo på den anden side end den jeg var på, min flugt fra mig selv...pist væk...utroligt...jeg fik faktisk det jeg ville have, bare ikke i den form jeg troede. livet er sgu godt nok besynderligt.

jeg lever stadig med savn af forskellige afskygninger. jeg er kommet til at hade at skrive, læse bøger, alt der har med litteratur at gøre, men jeg ved det er midlertigt. jeg skal bare have renset ud i mine motiver, som er blevet forvrængede og utilregnelige, jeg kan ikke stole på dem, de ødelægger min rene lyst det det skrevne ord, og så må man stoppe. for en tid.

min evige byrde vil altid være denne uopnåelige anerkendelse fra min far, og jeg har altid lagt meget af mit selvværd i hvad andre sagde til mig. det er det der skal ændres på nu, men det ændre sig ikke bare med eet. det troede jeg. mit liv er blevet mere roligt og forudsigeligt, fordi jeg har gjort det mere roligt og forudsigeligt. og jeg elsker det. jeg har ikke været vred længe. mit temperament er gået i dvale, og jeg elsker det.

nu vil jeg bare nyde at begå mig herinde igen, langsomt vænne mig til folk herinde, og måske, og forhåbentlig får jeg lysten til at skrive igen. det er meget lettere at skrive, når man ikke forventer ros. det er meget lettere at skrive, når det kommer fra hjertet, når fornuften og dæmonerne holder sig lidt på afstand.
de tog lidt for meget over i spanien, alt for meget, måske fordi jeg ikke havde så mange mennesker til at hjælpe dem, overdøve dem. jeg ved det ikke.

men jeg brugte næsten et helt år, hver dag, på at skrive. hele tiden, konstant, så det spiller sikkert også med i min ulyst.
ideerne har frit råderum, nu hvor der er mere frie tøjler...og jeg genoptager mit savn over den der lille dims, som DE snart godt måtte opfinde. den der lille dims, hvor man bare skal sætte nogle elektroder på hovedet og så..bam...var det hele skrevet.

det er sgu lidt pudsigt, det hele. men igen, man er jo ikke bare een person, og det har jeg sgu aldrig pralt af..ha..ha...og jeg kender mig selv nok til at på eet eller andet tidspunkt vokser skabeaben sig sikkert stor nok og temperamentet ligeså.når forudsigeligheden bliver for tykt og sirupagtigt.
jeg glæder mig til at deltage i debatter igen, men jeg tror lige jeg tager babyskridt først. det er lidt som når man ikke har set en god veninde i langt tid. jeg skal lige over den akavet tavshed først *G* genert, tror jeg faktisk jeg er, og det har jeg ikke været i et langt sykke tid. pudsigt.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget pudsigt er publiceret 04/10-2006 11:30 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.