Jeg kan ikke finde ud af om jeg har mistet en veninde eller ej. Vi var så meget os. Os 4. Tit bare 3. Sa, M og jeg. Mi var tit med også. Det var så fedt. Verden kunne ikke blive meget bedre. Virkeligt ikke. Og pludseligt en dag, oppe i skolen, stoppede hun bare med at komme hen og sætte sig. Stoppede med at smile, stoppede med det hele. Nu snakker jeg ikke ret meget med hende mere. Slet ikke faktisk. Og ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. For jeg har ikke noget at sige. Jeg er mundlam. Der findes ingne ord indeni mig jeg har lyst til at sige til hende. Slet ingen, og det føles dumt. Meget dumt.

Min bog er færdig. Jeg er nu en forfatter. Jeg har skrevet en roman om Vibeke. Det hele er færdig. Jeg har en titel, en forside, det hele. Jeg er fæææærdig. Men langt langt fra tilfreds. Virkeligt slet ikke tilfreds. Den er ringe. Den er dårlig. Absolut kedelig. Ville dø af kedsomhed hvis jeg læste den igennem, og det ikke var mig der havde skrevet den. Har ikke noget objektivt syn, overhovedet. Hvis ejg havde det, var den bæ. Det er den også nu. BÆ BÆ Bæ... Middelmådigt, amatøragtigt, ringe... Genneralt bare taberagtigt. Noget alle ville kunne skrive. Men jeg er det. Forfatter, færdig, det hele. Færdig.

Men hvad så? Så skal du jo begynde på en ny. En der faktisk er noget ved. En hvor der faktsisk sker NOGET. Bare et eller andet. Når en bog afsluttes, åbner du en ny. Jeg er aldrig færdig. Hverken med at skrive eller læse.
Aldrig. Aldrig.

Kunne næsten græde. Har ikke lyst til at miste Sa. Har slet slet ikke lyst.
Og vibeke. Jeg har mistet hende. Afsluttet hende. Slut med at forme hende. Slut. Nu er hun ikke længere min. Nu er hun papirets. Jeg ejer hende ikke mere. Har ingen chance for at beholde hende. Kun hvis jeg lader hende ligge på den diskette for evigt.