Jeg har taget mit livs største, sværeste og tænderudtrækkende beslutning. Min lille datter på 6, snart 7 år, skal ikke længere bo hos mig.
Vi har været i retten, da faren søger om at få hende til at bo hos ham og jeg har nu eftergivet ham hans ønske.
Jeg orker ikke mere retssag.
Jeg tog beslutningen igår aftes, tingene stor pludselig klart og jeg kunne se og føle i hjertet hvad der er rigtig at gøre.
Jeg magter ikke at give hende hvad hun har brug for, jeg kan bare håbe at faren kan gøre det bedre.
Mange gange har jeg ikke lyst til at hun er der, fordi hun suger mig tør for energi i hendes higen efter kærlighed i en kærlighedstør ørken. Jeg elsker ikke mig selv, hvordan kan man så give et barn hvad det har brug for?
Min massive psykiske problemer er en hæmsko i forhold til hende.
Der skal ikke være nogen tvivl om at jeg virkelig elsker min datter og vil hende det bedste i livet.
Derfor vælger jeg at gøre sådan.
Jeg ved ikke hvad der er mest rigtigt eller forkert, spørg mig om 12 år når hun er voksen om det jeg gjorde var godt nok.
Jeg vil koncentrere mig om at give hende nogle gode weekender hos mig og give min søn fuld opmærksomhed såvidt det er muligt i hverdagene.
Det bliver godt for ham at der kun er ham jeg skal forhold mig til til dagligt.

Men det koster tårer, det gør det bestemt.