En glad lille dagbog fra min klo inden jeg skal i gang med dagens dont. I dag er det jo tirsdag, så jeg skal på kursus i Esbjerg. I dag får vi gæstebesøg af en psykoterapeut, som kommer og holder et foredrag om netop de emner, som vi arbejder med. Det glæder jeg mig til. Jeg sidder også med en lidt sort samvittighed, for jeg skulle skrive logbog fra sidste tirsdag og det er ikke rigtigt blevet til noget. Måske fordi jeg har været lidt doven og måske fordi jeg vidste, at vi ikke får brug for den i dag, når vi ikke skal lave gruppearbejde. Psykoterapeuten skal nemlig forsøge holde os fangen i alle tre timer.

Når jeg kommer hjem er der tusind ting, som jeg kan gå i gang med. Jeg kan skrive, jeg kan sy videre på min kjole eller jeg kan rydde op hist og pist eller jeg kan bare smide mig i en stol og læse i en god bog. Friheden har jeg og det nyder jeg i fulde drag. I aften skal vi til generalforsamling i vor beboerforening, som blev oprettet herude i marsken, da vi nedlagde vandværket. Det er væsentligt med en beboerforeningen, der arbejder frem på at få nogle tiltag gennemtrumfet til glæde og gavn for samtlige beboere - gadebelysning, forskønnelse af landsbyen og trafikdæmpende foranstaltninger er faktorer, der arbejdes med. Så er der jo også det sjove med forskellige arrangementer, som vi faktisk er temmelige gode til her hos os.

Carlo holder fri fra arbejdet i dag, men har en hel del at ordne for sig selv, så efter at have lavet kaffe til sin forkælede kone, er han allerede gået ud og i gang med det, som han har planlagt skal ske i dag.

I går var det Parkinsondag og jeg var så heldig at få en melding om at se både MorgenTV og Deadline på DR2, hvor der var indslag med henholdsvis patient og neurolog og patient og hans hustru, som også er formand for vor patientforening. Det var meget interessant at se og det er jo altid godt at høre, hvad andre har at sige om sygdommen. Efterhånden bliver sygdommen jo en del af mit liv, men med min medicin har jeg det jo fint og kan måske for andre være svært at få øje på - men den er der og giver da også forskellige besværligheder - så alt er ikke dans på roser. Jeg forsøger dog at få det bedste ud af mit tilværelse og vil være med, hvor jeg orker og formår, for intet er vel nemmere, end at sætte sig hen i sofaen og klynke og sige, hvor er det synd for mig. Forbandede sygdom. Patienten i Deadline sagde, at parkinsonpatienter er blevet meget mere åbne omkring deres sygdom. Før i tiden sad parkierne på deres rystende hånd - da kunne jeg ikke lade være med at grine lidt, for når jeg sidder her ved min computer, så er det tit at jeg sidder på min højre hånd. Enten er det blevet en vane eller også er det fordi at jeg så føler, at jeg har bedre styr på mig selv.

Ikke mere Parkinson i denne omgang. Nu skal jeg vist til i omdrejninger, så det ikke går som sidste tirsdag, at jeg ikke var færdig, da mine kørekammerater kom efter mig.

Jeg vil ønske alle mine læsere en rigtig god dag. Det ser ud til at blive en dejlig dag - i hvert fald vejrmæssigt.

Hyggehejsa fra kursisten Nellemor.