Er lige kommet hjem fra besøg hos skøjtefyren og har det bare så mærkeligt!

Besøget gik vel meget godt. Vi mødtes hjemme hos ham. Genert, som jeg jo er, var jeg nok ret stille og blev hurtig (for) optaget af den film, der kørte på fjernsynet, hvilket selvfølgelig smittede af på stemningen. Så vi endte hurtigt som et gammelt ægtepar, der sad hånd i hånd og kikkede tv, istedet for alverdens dybe samtaler i sterinlysets skær, som jeg havde håbet på. Men det man udstråler, får man selv, så det var jeg vel selv udenom.
Efter en times tid blev vi dog mere og mere kærlige. Tv'et blev mere og mere sekundær og vi endte hurtigt i hans soveværelse og det var heelt fantastisk! Den mand kan sku det der! Ingen klager fra min side på det punkt!
Vi kørte ned og fik noget at spise, og kørte så hjem og.....

..fortsatte desværre ægtepar-strategien foran flimmeren...GAAB!
Jeg er bare typen, der har alt for meget krudt i røven til at sidde foran et tv i længere tid. Det endte med en sand "gabe-kamp" mellem os og mine tanker fyldtes straks med meninger om, at det her vist var et flop.
Men hvad havde jeg forventet ? Lagde jeg op til noget andet ? Næh, det var jo mig, der bare sad som en halvstiv pind og sagde ingenting, så hvad havde jeg forestillet mig ?

Jeg forstår ganske enkelt ikke mig selv og er meget vred på mig selv. Det er så typisk mig! Her går jeg og sukker sådan efter en kæreste i hverdagen og er nærmest klar til at hoppe på hvem som helst, og hvad sker der så, når jeg endelig møder en sød fyr ? Jeg kryber i et musehul, bliver Frk Kedsomhed og er straks sikker på, at han ikke er noget for mig.
Hvad er det, jeg vil have ?
Hvorfor synes jeg altid, at fyren er noget så skøn på de første dates og derefter gennemser jeg dem for eventuelle småfejl og skal altid kun fokucere på det ? Hvorfor kan jeg ikke fokucere på det positive og være tilfreds med det ? Skal det nogensinde, med den tilgang, lykkedes mig at finde en, jeg rent faktisk er tilfreds med ?

Måske er det en forsvarsmekanisme, der arbejder på højtryk. En mekanisme, der sørger for, at jeg ikke bliver alt for forelsket, så jeg ikke bliver alt for såret, når jeg må sande, at det ikke holder.
Men hvorfor skal det ikke lykkedes for mig at finde den helt store kærlighed ? Hvorfor kan jeg ikke danse videre på den lyserøde sky, som jeg mødte tidligere på ugen ?

Anyway, hvis han da ikke helt har droppet Frk Kedsomhed alias mig, så er jeg da helt klar på,at se ham igen. Jeg vil helt sikkert gerne give ham mange chancer endnu. For jeg er ret sikker på, at problemet ligger hos mig, og ikke ham.