Og så sidder man igen her... glæden er rundt om en, men uforståelig. Og samtidig ved man ikke, om man skal le eller græde.
Han ringede - eftre tre og en halv uges tavshed ringede han, midt om natten og deprimeret - og rakte ud efter mig. Og hvem vil ikke gerne være en, der er brug for? Hvem vil ikke gerne holde af?
Jeg vil i al fald gerne.
Og så hører jeg ikke mere fra ham, bare den ene nat, hvor hans ord falder så svært - og han ikke kan finde ud af noget. Udover at ringe til mig.
Så ham i dag - og det var tomt, tomt, fordi han betyder mere, end han burde - og tomt, fordi der er så meget at snakke om, som vi aldrig vil få snakket om.
Hvis bare jeg forstod... men det gør jeg ikke. Og han liv er "okay" - ikke andet end "okay"... jeg er glad for, at mit liv ikke bare er "okay", glad for, at jeg ikke bare "lige klarer mig"... rakte han ud? Og jeg tog ikke imod? Jeg ved det ikke, helt ærligt, jeg har ingen anelse.
Og nu prøver jeg så at komme videre. Mr. X er dukket op, som vil se mig og lære mig at kende. Jeg tror, jeg giver ham lov - jeg tror, han vil mig... spørgsmålet er bare, hvad jeg vil...