Og fandme om ikke du bevæger dig ind i det ubevidste og ses i min drøm. Hele tiden med ansigtet vendt fra mig, selvom du tager min hånd, og jeg læner mig ind mod din krop. Men du går - vasker op i køkkenet og går så. Og du siger ikke et ord. Jeg kan mærke, at det hele bare er en drøm, fordi du ikke kan sige et ord. Eller måske ønsker jeg bare, at det er en drøm, fordi jeg ikke ønsker, at du skal vende ansigtet fra mig og ikke have ord til mig.

Er i vildrede, fordi jeg så gerne vil skrive til dig.

I min drøm ville jeg ikke andet end at kaste armene om dig. Jeg havde et intenst ønske om, at du stod på trappen, hvor jeg sidst så dig. Men med fronten vendt mod mig. Med åbne arme. Har endda overvejet, at du kunne bo her, mens I fik ordnet alt det med lejligheden og forholdet. Ikke, at vi skulle være kærester. Jeg ville bare gerne hjælpe. Og støtte. Og være tæt på dig.

Er i vildrede, fordi jeg ved, at utroskab ikke er sort/hvidt, selvom det er det i min verden. Er i vildrede, fordi jeg ikke kan smide dig ud af tankerne.

Mødte din bedste ven - og han smilede og vinkede. Tænkte på, om han vidste mere, end jeg gjorde. Havde lyst til at storme hen til ham og presse alle hans ord ud af ham. Men jeg sad der bare og vinkede tilbage, mens mit blik hungrede efter informationer.

For fanden T. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg mødte dig. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg ikke kan tro på det bedste i dig, men man bliver vel klog af skade. Ingen grund til at være nummer to - og hvis du elsker hende så højt, at du ikke kan forlade hende, men kan leve med samvittigheden. Så skal jeg ikke dømme.

Så længe du ved, at det gør ondt. Og det ved du ikke, fordi jeg intet siger.