Har haft en forfærdentlig weekend... I fredags havde jeg lavet en aftale med AM om at vi skulle ud at spise om aftenen.

Han havde sovet hos mig fra torsdag til fredag. Fredag morgen skulle jeg til fys. og var lige forbi mit arbejde. Da jeg kom hjem, var han stået op, men blev irriteret over, at han fået en p.bøde på trods af, han havde stillet skiven...

Det forstår jeg sgu godt. Det er sur røv... Men desværre også selvforskyldt, fordi han havde parkeret ulovligt...

Nå men han ville hjem en tur, da jeg kom hjem, fordi der var sket noget med hans bror. Jeg havde glædet mig til at vi havde en hel dag, vi kunne hygge...

Han kom først tilbage en time før, vi skulle ud at spise. Det var jeg lidt ked af. Vi havde en hyggelig aften, hvor vi sluttede af med at spille pool. Jeg elsker at spille pool. Er ikke speciel god til det, men vandt da over han i 3/5 spil...!

Da vi gik hjemad kunne jeg mærke han var mut... Jeg spurgte, om det skyldtes, at jeg havde vundet i pool
:-)
Han sagde bare kort for hovedet, at han var træt. Dernæst satte han farten op og nærmest bogstaveligt talt forsvandt...! Jeg kunne i hvert fald ikke følge med ham med det dårlige knæ og det vidste han... Jeg blev pissesur og anede ikke, hvad det handlede om, vi havde jo haft en hyggelig aften... Jeg satte mig på en trappe for at rase ud. han kom ikke tilbage, men forsvandt bare.

Jeg vidste ikke, om han var gået hjem til mig. Men jeg var så vred, at jeg bare ikke ville hjem. Jeg skrev en besked til ham om at han var et stort røvhul og at det der kunne han ikke være bekendt...!! Jeg ville bare ikke hjem...! Så skrev til veninde om hun sov. Det gjorde hun heldigvis ikke, så jeg tog ud og sov hos hende...

Da jeg næste morgen kom hjem, kunne jeg ikke se, han havde været der og jeg hørte intet fra ham. Kl 17 om eftermiddagen skrev jeg til ham, at jeg synes han skulle komme efter fodbold, for dette her krævede en snak... Han ringede kort tid efter og undskyldte og sagde at det hele var hans skyld. Men det hjalp mig ikke meget. Jeg begyndte at tude og fortalte at det havde såret mig meget at blive efterladt på åben gade...!

Han sagde, at det skyldtes, at han havde været træt og at han ikke følte at jeg havde forståelse for, at han skulle op at spille fodbold kl 14. han sagde at han havde svært ved at sige fra og derfor gik han. Hallo kl. var 00.30, da vi var på vej hjem og han havde ikke drukket, selv om jeg fik 2 øl... Jeg havde ikke presset han til at drikke øl. Hvorfor sagde han ikke bare, det var derfor i stedet for bare at skride uden et ord...?!!!!

Jeg sagde, jeg havde det fint med at han skulle i parken og se forbold søndag, da han ikke var øverst på min favoritliste i øjeblikket...

Det hele kuliminerede også med, at jeg havde fået hold i nakken lørdag morgen og at det bare blev værre og værre, så jeg sidst på eftermiddagen lørdag måtte have fat i lægevagten for at få noget smertestillende...

Jeg havde lørdag haft besøg af en gammel veninde med familie i et par timer, men havde det bare så dårligt til sidst, at jeg ikke kunne nyde de var der... Så det var en hel lettelse, da de tog afsted...

Lørdag aften skulle jeg have været sammen med 2 af mine nærmeste veninder, men måtte melde fra. De var så søde at komme forbi med sushi til mig, så vi havde bestilt... Hvad skulle man gøre uden gode veninder...

idag har jeg det bedre, men der sidder stadigt noget fast i nakken. Jeg ved ikke om det er pillerne der gør at jeg kan holde til at være lidt oppe...

Håber det er væk i morgen, men det er nok utopi, så bliver nødt til at melde mig syg... (selv om jeg jo egentlig er delvis sygemeldt)

Det er snart 2 år siden jeg sidst har haft problemer med det cervikale facet syndrom. Kan ikke mindes det nogensinde har været så slemt. Havde svært ved at trække vejret, fordi det gjorde ondt i nakken og kunne næsten ikke holde hovedet af mig selv... Idag har jeg ondt i brystet og armene pga den dårlige respiration og fordi jeg har ligget så meget i sengen.... Jeg har bare ikke brug for flere problemer med mit helbred...

Mine tanker går meget på, hvad jeg skal stille op med AM. Vi bestilte ferie til Bulgarien i fredags, men måske er det ikke så smart at tage afsted. Måske er det bedst helt at komme ud af det forhold...????

Han har så mange problemer psykisk, at han har svært ved at rumme mig. Men han vil så gerne. Han siger, han er blevet så glad for mig... Men jeg tvivler på, om det er rigtigt... Skal det være så svært resten af livet sammen med ham...? Hvor mange gange vil han komme til at såre mig ved at forsvinde fra problemerne... og efterlade mig alene...?? Jeg føler mig bare som en lus, hvis jeg går fra ham... Jeg har ikke kunnet hvile ret meget i det forhold indtil nu... Jeg føler aldrig jeg ved, hvor jeg har ham...