Vil prøve at holde en tale for min far i morgen. Om jeg magter det må tiden vise!
For år tilbage - da jeg stadig kørte for min far, ringede han en morgen og sagde " det tager lidt tid før jeg kommer, da jeg lige er kørt på motorvejen i Kolding". Fint nok, så var der tid til en kop kaffe mere. Ca. 20 min efter bakkede han ind i indkørselen. Min mand sagde til ham " du er sku ikke rigtig klog med den fart" - hvortil han svarrede " jeg vil hellere køre 240 og dø, end jeg vil køre 180 og ende i en kørestol."
Trods hans ønske endte han i en kørestol. Ikke pga. fart, men pga. den fandens til parkinson, som han kaldte den. En sygdom som langsomt sugede livet ud af ham. En sygdom som i den sidste tid betød, at friheden og livet uden fra sengen blev en umulighed.
Han var glad og stolt af hans børn og børnebørn, selv om det mest var børnebørn som mærkede det. Vi andre sørgede han for, at vi ikke manglede noget, samt talte vidt og bredt til andre - hvor stolt han var af os.
Han mødte den store kærlighed to gange i hans liv - begge gange valgte de livet fra. Noget som satte store ar på sjælen. Hans kærlighed til hans erhverv og bil, varede ved til lægen sagde stop - hvilket var hårdt for ham. Han græd ofte over den tabte evne til hans taxa, men samtidig var han glad for, at jeg kunne køre videre i hans ånd. Det betød rigtig meget for ham.
Desværre nåede han ikke års tour de France, som han holdt så meget af. Det var års højdepunkt og noget man ikke gik glip af. Det vagte også et løftet øjebryn, da vi valgte at blive gift midt i turen. Måtte optage den etape, dengang på video, som han dagen efter kom ud og så !
Igennem livet havde han også hunde. Noget man aldrig var i tvivl om betød meget for ham. Den betingelsesløse kærlig og hengivenhed hunde gav ham - gav min far mange gange igen. Når verden var ham imod, så var de der og uden forbehold.
"Det er svært at stå hér, og skulle forstå begreber som "aldrig mere" og "definitivt", og begrebet "tid" har pludselig fået en helt anden betydning, for tiden synes ikke længere rummelig, men tværtimod trang og forgængelig."
Vi skal prøve at huske som han før var, og ikke som sygdommen gjorde ved ham. Min far har ikke levet forgæves...ære være hans minde