træt træt træt.
GIder ikke mrer, gider ingenting. Afleveringerne bliver korte og samtallerne mellem mig og mine omgivelser små
Jeg er så uendeligt træt og jeg keder mig. Jeg finder ingen grund til at smile. Livet under overfladen skal ikke frem. drømmer uden drøm, fordi jeg må fornægte den. Fornægte den, så jeg kan glemme. Kedeligt at være født drømmer, men hvergang tanken kommer til mig, må jeg skubbe den væk. Skubbe den ad helvedes til, gang efter gang, selv om tqanken er den mest fristene der findes.. Drømmen..
Solen skinner, har været derude. Åbentbart ikke nok. Ikke nok til at glemme vreden og fortvivelsen. Jeg er ret gal. Fingerne har aldrig kørt så hurtigt over tastaturet som nu, en del stavefejl måske men det er lige meget, alt er lige meget.
Bruger mine ord på ubetydeligt ingenting. Trodser min lærdom fra barndommen om at hvis du ikke har noget at sige så skal man tie stille, for da vil folk lytte hvis man snakker knap så ofte.
Ligeglad, trodser alt, mit liv, mine regler, mine konsekvenser.