Lige dér - ud af det blå - dukkede angsten op.

Var det følelsen af, at jeg kunne blive afhængig. At jeg kunne vænne mig til tanken om ham, at jeg gerne ville vågne op sammen med ham hver morgen.

Er det panik, fordi jeg savner ham, når vi lige har sagt farvel. Og fordi jeg er bange for, at han ikke savner mig, selvom han siger, at han er ked af, at vi ikke kan ses i tre dage. Det er jeg også, men det er jo mig, der har planer.

Og jeg har lyst til at mærke den tryghed, som han indhyller mig i, når vi ses. Har lyst til at ringe til ham hele tiden, men holder igen. Igen angsten.

Det er denne balancegang, der gnaver i mig. Jeg bliver rastløs og forvirret og rundt på gulvet, fordi jeg ikke ved, hvilken vej jeg skal vende, mod hvem jeg skal række ud. Jeg vil ham jo bare gerne.

Og hvor er det dog latterligt, for han vil jo også mig... men igen er det angsten. Angsten for at være alene, når man først vænner sig til at være to.