Her sidder jeg mandag formiddag klokken ni og skriver dagbog. Jeg skulle for længst have været på arbejde og i dette øjeblik være i gang med, at give beboerne morgenmad, men det er ikke tilfældet i dag. Jeg har sygemeldt mig fra mit arbejde. Jeg må give op – jeg er nedbrudt og træt. Jeg orker ikke at gå og føle mig udenfor. Jeg er ked af samtalen, som jeg havde med min leder i fredags.
Hun sagde, at jeg er meget mere glemsom, end jeg selv ved. Hun sagde, at jeg ikke gjorde mit arbejde tilfredsstillende og hun spurgte om hun skulle snakke med de to – tre kollegaer, (der ifølge Arbejdstilsynets materialer) har mobbet mig eller om jeg selv ville snakke med dem.
Jeg har sygemeldt mig og nu vil jeg slappe af og se at komme ovenpå igen. Jeg kan mærke at jeg er træt. Trætheden skyldes, alle de kræfter og al den styrke jeg har brugt på min arbejdsindsats for at enheden kunne køre på bedste vis og for at beholde mit arbejde. Jeg har regnet mig selv for at være en stabil og trofast medarbejder.
Siden jeg fik min diagnose i september 2000, har jeg vel haft 5 sygedage i alt. Min neurolog sagde til mig ved sidste kontrolbesøg, at jeg skulle glemme min sygdom og leve ganske almindeligt. Det ville være bedst for mig.
Jeg må tænke på mig selv. Jeg har været igennem en masse ubehagelige ting i mit liv. Denne gang finder jeg mig ikke i det. Jeg betragtes som den svage – som offeret, men jeg går med oprejst pande fra stedet. Jeg fatter bare ikke, at det er nået så vidt. Jeg fatter ikke at en lille gruppe af arbejdskollegaer havde så travlt med at få tyve timer udenfor normeringen, som enheden havde fået ekstra til glæde og gavn for alle parter – min arbejdskraft – spildt på gulvet. Vi kunne have haft det så godt i enheden, men to – tre kollegaer fik lov at ødelægge det for mig, for de andre kollegaer og ikke mindst for beboerne.
Jeg er lettet over, at jeg endeligt kan se med klare øjne, hvad jeg har været udsat for på arbejdet. Jeg skal nok klare mig. Nu kan jeg bruge min energi på, at komme videre med mit liv, i stedet for at bruge energi på, at klamre mig til en arbejdsplads, der kunne bruge min arbejdskraft, men ikke mig. En dør lukker sig bag mig og flere nye døre står åbne. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil – men først skal jeg have tid hos lægen, på kommunen og i min fagforening.
Jeg har mange muligheder liggende foran mig. Jeg har et godt familiemæssigt bagland og mit sociale bagland er også rigtigt fint. Jeg har masse af interesser og arbejdsmæssigt kan jeg vist godt klare lidt mere, hvis der da ellers er nogen, der vil have mig i fleksjob. Ældreplejen er jeg færdig med, men ingen kan forbyde mig, at tage ind og besøge beboerne og mine søde kollegaer.
Jeg er IKKE blevet mere glemsomt, men måske mere langsomt i opfattelsen og skal måske også koncentrere mig noget mere om tingene, som jeg er i gang med. Det var derfor jeg blev ansat i fleksjob.
Jeg vil få det bedste ud af min dag.
Hyggehejsa fra Nellemor.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.