Det har været et par underlige nervepirrende dage her på det sidste.
Jeg havde ellers lovet mig selv (og Peter) at jeg vil gøre et alvorligt forsøg på at få tobakken lagt på hylden, og det startede godt nok først på ugen med nedtrapning af mit forbrug, men de seneste dages begivenheder har bestemt ikke gjort det nemt for mig, og i dag er det da helt gået i "fisk"..!

I går ved middagstid blev jeg på arbejdet kontaktet af vores EDB-chef, om jeg kunne tænke mig at tage til England et par uger i starten af maj måned og være behjælpelig derovre med opstart af det samme nye EDB-system, som jeg selv var med til at indføre her i DK for et år siden. Jamen altså..., jeg var jo lige ved at falde ned af stolen..., lille mig til England..??? Jeg har jo næsten ikke været uden for Danmarks grænser bortset fra sommerferierne i Norge de senere år, men joooo, fik jeg da sagt, det vil jeg da gerne, hvis ellers min chef siger OK for det og min afløser kan træde til o.s.v. Det viste sig så, at min chef ikke var til stede i går, så ham kunne jeg ikke spørge. Jeg gav mig til at undersøge om afløsning var muligt, men stødte mod en mur - nej, det var ikke umiddelbart muligt..! Jeg skrev en mail til min chef, som han kunne starte dagen med når han kom i dag, og så gik jeg hjem med masser af sommerfugle i maven.
Jeg ved da godt, at for mange mennesker vil det slet ikke være noget særligt at skulle en tur til England, men det er det altså for mig, så tankerne kværnede løs. Selv om jeg ikke kunne være sikker på, at alle brikker ville falde på plads, begyndte jeg i mit hoved planlægningen af kuffertens indhold o.s.v., og drømte næsten om det i nat... ))
Men - alle drømme faldt til jorden her i formiddags, da min chef heller ikke havde løsning på afløserproblemet... Måske var jeg egentlig bare lettet over, at det ikke blev til noget. Nu kan jeg blive siddende på mit lille kontor, og opleve det danske forår i fritiden - præcis som jeg plejer. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg egner mig til sådan en udstationering, men jeg følte da, at alene det, at jeg var blevet bedt om at tage turen, var en slags kompliment - jeg må jo ikke være helt dum til mit daglige arbejde, når jeg anses for Ok til at oplære andre..!

Altså faldt jeg ned igen, og begravede mig i de almindelige daglige opgaver..!

I eftermiddags hentede Peter mig fra arbejdet, og med det skønne vejr, vi jo har, satte vi os i haven med kaffe- og tekande. Peter trak et brev op af lommen, som han gav mig - fra Vejle Sygehus. Det var svar på den prøve, jeg fik taget for livmoderhalskræft for ca. 14 dage siden hos lægen - blot sådan et rutinecheck, som man jo bliver indkaldt til engang imellem.
Jeg læste brevet et par gange - "lettere celleforandringer" stod der med fremhævet skrift. Jeg tog en dyb indånding, tændte en cigaret og rejste mig, for pludselig var gråden utrolig tæt på. Peter fangede mig og holdt om mig, mens tårerne fik frit løb. Jeg begyndte at fortælle ham, hvad jeg ved om celleforandringer, at det sikkert vil medføre indlæggelse og operation, et såkaldt "keglesnit", og at det ikke er farligt som sådan, at celleforandringer på ingen måde er tegn på, at det senere vil blive til cancer, men at man foretager indgrebet for at sikre, at det ikke bliver det. Lidt senere gik jeg på nettet for at søge yderligere oplysninger, og jeg fandt frem til, at når diagnosen er som min, altså lettere, så vil man oftest tage en ny prøve efter nogle måneder, da celleforandringerne af og til forsvinder igen efter nogen tid.
Lige nu er jeg meget rolig med det, jeg har tænkt mig at ringe min læge op i morgen tidlig og høre hans forklaring på, hvad der videre skal ske.

Det er nu som om min krop for tiden prøver at fortælle mig, at jeg ikke er 18 år mere. Jeg plejer ellers ikke at fejle noget - har altid været sund og rask, men jeg synes, der har været så meget her på det sidste. Jeg har en skulder, der har drillet mig i snart 3 måneder, mit cigaretforbrug får mine lunger til at fortælle mig, at jeg skal stoppe, når hosteanfaldene ind imellem er slemme, og ja, der er flere småting hen ad vejen, som fortæller mig, at jeg skal lære at passe bedre på mit helbred, hvis jeg vil blive rigtig gammel engang..!

Såååå, måske skal jeg bare gå i seng og få min skønhedssøvn - det kan i hvertfald ikke skade, vel..?

Kærligst
Wildrose