Ej hvor er alting mærkeligt. Hvor er hele verden besynderlig. Hvor er den ond. Ondskab, det er hvad der findes.
Og kærlighed er bare kærlighed. Den er slet ikke noget specielt, den er bare kærlighed. Og ikke særlig endegyldig.
Sa's kæreste SaSi slog op med hende i weekenden. Hun er 20år og har et barn. Hende og hendes barn boede nærmest ude ved SaSi. Hun var så glad for ham. Hendes søn var så glad for ham. Og så pludseligt i weekenden slog han op med hende. Det gjorde ondt at få det at vide. De to, de var så gode sammen. De havde snakket om at blive forlovet engang. Om lang tid self, men engang. De snakkede om fremtid og de var bare...
Nu er det slut. Det er forfærdeligt.
Dagen i skolen har været underlig. Har haft det sjovt nok, snakket med en masse osv. men at se Sa gå rundt og græde sådan uafbrudt, det er da forfærdeligt. Der er ikke så meget man kan sige. Man kan være der og lytte. Man kan bare prøve at gøre hende glad. Fik hende til at smile. Fik hende til at have det ok. Men kunne se på hende ligeså snart hun lige kom til at tænke på ham, så blev hun bund ulykkelig. Det er så trist. I morgen tager M og jeg hende med på cafe. Så kan vi få talt ordentligt og så skal vi se om vi ikke kan gøre hende lidt gladere. Kærlighed er da nok en underlig ting.
Jeg kom itl at tænke i går. Filosofiske tanker om hvordan hele verden er opbygget på kærlighed. Kærlighed der udspiller sig til så mange frygtelige ting.
Terror, krig, drab. Kærlighed. Kærlighed til sit land, sin religion, til et menneske der sårer en, til en man er blevet jalou på. Kærlighed.
Bliver ved med at høre 'James Blunt, Goodbye my lover' Den er bare så helt aldeles gennemført...
Jeg savner.... Jeg tør næsten ikke sige det... men det gør jeg... tror jeg... jeg savner ham.... Bare at være tæt på ham, skrive med ham... lm...

Dl ser jeg alt for tit. Ingen magi, ingenting længere. Det er slut... Jeg kan ikke finde den frem selv når jeg ligger hjemme og savner en at holde om. Jeg kan ikke. Det er slut. Savner ham ikke længere. Egentligt heller ikke så meget lm, tror bare det er fordi han har skrevet. Så var der lige lidt at tænke på, lidt at tro på. Men det går sikkert over lige om lidt, når jeg opdager at han bare ville sige undskyld og så var det det.

Jeg 'ved' at han kunne blive min igen, jeg kunne bare skrive. Jeg kunne bare skirve... men det er ikke det. Det er ikke sjovt, og det er ikke det jeg vil have. Jeg vil ikke score. Jeg er træt af at tage ud og score. Jeg vil scores hvis jeg skal noget, af en der holder af mig. Af en der vil holde om mig i mørket, når jeg ligger og skal sove.

Nu sidder jeg her og? er jeg ved at græde fordi en veninde jeg elsker så højt har det så dårligt? Det er jeg vist. Tårer i øjnene og oprigtig medfølelse. Det er Sa... Hvor er det hårdt. Det er svært at vide hvad jeg skal skrive, hvad jeg skal sige, hvad jeg skal gøre. Og nu skriver hun "tak fordi du er så sød"
Min stakkels stakkels pige. Gud hvor er det synd for hende. Hvor er det hårdt.
Jeg skal ud i mørket. Jeg kan ikke li at være herinde. Jeg tror jeg vil på kirkegården.
Trænger til at lægge en blomst.