Så kunne jeg ikke mere. Brød sammen for øjnene af hende, flød ud og blev en væske, der ikke kendte hverken sit udspring eller sit leje.
Det var rart at blive holdt om. Det var rart at mærke varmen fra hende. Og det var rart at græde. Det var rart at sige angsten højt. Det var rart at give slip på det hele og være ligeglad et øjeblik.
Jeg er ikke mindre forvirret eller ked af det nu. Kvalmen er ikke forsvundet. Men klumpen i halsen er væk. Kan trække vejret igen. Det er som om, at gråden har skyllet det øverste lag af angst og fortvivlelse med sig.
Prøver at se på det hele med nye øjne nu. Måske kan jeg finde en anden måde at gøre det hele på. Tage mig lidt mere tid. Tage den med ro. Måske skal jeg bare finde mit eget tempo. Det er sådan en underlig ting med tempo - man tror, det er fundet, men så snart man falder til ro, så ændrer det sig, og igen og igen står man tilbage med åndenød.
Brød sammen i hendes arme. Og nu skal solen nok skinne klarere i morgen. Det håber jeg i hvert fald.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Syndflod er publiceret
25/10-2004 23:39 af
Engel.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.