Det var så det. En sølle besked om, at han havde det lidt mærkeligt efter at have set mig søndag. Bortforklaringen om, at hver gang han ser en ny pige, så går han kold 90% af gangene og trækker sig. Og det personlige med, at det er sådan han har det nu. At han ikke er parat til noget som helst, selvom jeg er dejlig, og det var dejligt at knalde mig.

"Jeg har haft denne følelse for mange gange før, så vil hellere sige fra nu. Er virkelig ked af det. Jeg er lidt forskruet på det punkt."

Og hvad så? Her har jeg kæmpet med mig selv for at lægge paraderne ned og bare springe hovedkuls ud i det. Og han har opildnet mig med sine små beskeder om, at man hellere skal blive såret end ikke at vide, hvad der kunne have været sket. Og så sidder jer her og kan stirre ud i luften og tænke? Hvad fanden går der af ham... tror han, det er okay at være en nar, så længe han bare er ked af det. Tror han, det er okay at være sammen med mig, hvis det alligevel går galt 90% af gangene. Hvad tror han selv?

Heldigvis er jeg ikke så ked af det, at det gør noget. Er skuffet - helt vildt skuffet.

Skrev tilbage til ham (nok et usselt forsøg på at redde min ære):

"Jeg vidste det jo godt på en eller anden måde, så cool nok. Var selv ved at bakke ud søndag eftermiddag. Synes også rigtig godt om dig, men havde lidt følelsen af, at det hele ikke betød så meget - for nogen af os. Så har været glad på en lidt tam måde."

Og jeg har virkelig været glad på en tam måde, fordi det ikke var det store sus at være sammen med ham. Men på den anden side, så var det så dejligt og følsomt og trygt - og en åbning til noget, der kunne blive godt.
Og jeg var glad for, at jeg sprang ud i det, at jeg overhørte alle advarslerne og bare lyttede til mig selv og tog springet. Og skrev til ham igen, måske for at ramme ham (hævn er en ussel ting):

"Må indrømme, at jeg er lidt øv over hele situationen. Var blevet advaret fra flere sider om, at jeg bare ville blive såret, men lod tvivlen komme dig til gode. Har det bare svært med de der 'knep og forsvind'-forhold. Og svært ved at forstå, at du springer så hovedkuls ud i det, hvis du ved, at det går galt 90% af gangene! Jeg er skuffet over, at du tillader dig at bakke ud på den måde - og ikke tænker dig lidt bedre om på forhånd."

Og så er det lige, at han gør det bedre ved at svare:

"Jeg var ved at bakke ud søndag. Men havde lyst til dig. Jeg har helt sikkert nemmere ved at holde mine følelser kolde. Jeg tænkte kun på at have sex med dig. Ikke på konsekvenserne. De må komme bagefter. Derfor havde jeg det fint med at tage ud til dig. Er virkelig ked af at gøre det på denne måde, men kan ikke se andre måder. Jeg vil hellere trække mig nu end om tre-fire gange. Jeg er normalt meget følelsesrig, men omkring sex har jeg det tit anderledes."

Og hvad så?! Endnu engang bekræftet, at han ikke giver sig selv lov til at tænke længere end til sig selv. Orker ikke at svare. Orker ikke udstille mig selv mere. Orker ikke rigtig at stole på nogen mere, når min tillid gang på gang bliver gjort til skamme. Ufed følelse at rende rundt med dagen før sin fødselsdag. Ufed følelse af ikke at være god nok. At være oplagt til at blive knaldet og kasseret, men ikke kysset og beholdt.

Men svarede alligevel - at jeg også havde nemt ved at adskille følelser og sex, så længe jeg ikke var forelsket. Og at han bare måtte tænke sig lidt bedre om næste gang, han valgte at sprihnge ud på dybt vand - og involvere andre. "Vi snakkes. Kram" - As if!