Så er sommeren endelig kommet over os! Ah! Jeg var i svømmeren i fredags, og der tog jeg mig lige lidt snyde sol, 18 minutter, og jeg havde i forvejen siddet nogle timer ude i haven og nydt solen, vinden og weekend-udsigterne. Ikke fordi jeg havde nogle planer, men det var også min hensigt, en rigtig afslappet weekend ude i solen. Lidt travlt havde jeg dog for vi skal lave boganmeldelser, sådan lige før vi skal til eksamen, så jeg har måttet slide mig gennem en masse boglæsning.
Havde muligheden for at se kæresten i fredags, men greb den ikke, ved egentligt ikke helt hvorfor. Snakkede om det med en af mine loverboys, han fattede det heller ikke.
Men.. Jeg er vild med min fyr og sådan, men jeg magter bare ikke at se ham, det er ret anstrengende, det der med at sidde og være kæreste-agtig.. Det kræver at man er sød, og det tror jeg virkelig ikke at jeg er fra naturens side. Jeg er mere casual og bitched. Det er ikke fantastiks fedt, men sådan er det vist lidt.
Da jeg fandt sammen med ham kunne jeg sidde og sukke over ham i timer, jeg drømte om ham hver nat og lavede ingenting udover at tænke på ham. Jeg glemte mine aftaler, glemte at spise, glemte at sove, ventede bare på at se ham igen. Det er ved at være 9 måneder siden. Og jeg har ændret mig meget, som jeg altid gør.
Jeg finder mig selv mere som jeg var før ham. Han ændrede mit indstink for at være en vild og populær poptøz til at være en mere stille og rolig hygge-kæresten, men illusionen holdt ikke. Jeg ER bare ikke klar til at sidde hjemme hver weekend og lege kæreste-hygge med min kæreste. Jeg vil også have tid til mig selv. Ikke fordi jeg ikke kunne være mig selv 100% sammen med ham, og sidde og nusse i jogging tøj, det kunne jeg, men den del af mig, der drikker sig stiv, festet, flirter, løber og drømmer. Ikke uskyldige drømme, men livsdrømme og dagdrømme som jeg fører ud i livet, ting der giver mig udfordring.
Før ham kunne jeg tænke: okay jeg er nede i dag, jeg scorer ham der for han er pisse svær at få fat i, og når jeg så havde gjort det (på en time eller tre uger) var der en fuldkommen tilfredstilelse og en stor selvtillids gave til mig. Jeg fik noget ud af mig selv, det var ligemeget hvem fyren var det var mig og mit ego det drejede sig om.
Og tro det eller ej, jeg savner det!
Jeg savner en fyr, der er ligesom mine loverboys (dem må jeg forklarer om i en anden tekst). En jeg kan drille og bruge når jeg har brug for det, og en jeg kan droppe og røvrende når jeg har brug for det. Han skal være stærk og vel egentligt tænke meget mere på sig selv end min kæreste gør. En der kommer med overaskelser han selv kan lide og ikke bare fordi han ved jeg synes det er hyggeligt. For i takt med at han tænker mere på sig selv, så kan jeg jo tillade mig det samme.
Jeg synes jeg skylder min kæreste en hel masse. For det første hjalp han mig ud af alt det lort det havde ført med sig at være mig, og for det andet gør han bare mine dage mere rare at leve, men samtidig har jeg det fint med at han bare er et langdistance forhold, og jeg udnytter det.
Jeg har tænkt på at jeg faktisk bare er en kold lille liderlig luder, ligesom dengang han mødte mig...
Jeg duer virkelig ikke til det her.
Jeg savner også min tøz, lad mig se jeg skrev til hende i går langt fra tilfredstilende, men måske laver vi noget i næste weekend, det bliver bare aldrig det samme.!
Det var for det meste hende jeg væltede verden med og efter vi begge har fået kæreste er vi ligesom gledet lidt fra hinanden, hvorfor er det lige vi har fået de forbandede kæreste? For at miste en uskyldighed, men de bliver jo hængende, og det er også hyggeligt, men det er ikke hygge jeg søger, det er skæg og ballade, jeg leder ikke efter den eneste ene jeg leder efter en masse loverboys.
Sådan som jeg lever mit liv nu, det er bare sådan man bliver respekteret, og hvem vil ikke gerne det?
Jeg vil gerne, men det passer mig efterhånden dårligt, jeg har haft det fedt med det i 9 måneder, men nu er det slut, det føler jeg virkelig. Suk!
Jeg kan ikke engang bare gå tilbage til det gamle, jeg skal fortælle min kæreste at det er slut, og er der noget jeg er dårlig til, så er det det! Jeg vil ikke sårer ham, og jeg har ikke engang nogle undskyldning, han har aldrig slået mig, vi skændes aldrig, vi har det fedt sammen, men jeg er bare grådig og vil have mere! Det er uhyggeligt. Men det er samtidig spændende og farligt!
Jeg kan ikke forklare ham hvorfor jeg synes vi skal stoppe og samtidig er det ikke engang det jeg virkeligt ønsker, jeg vil bare have han skal være en af mine loveroys, men det ville han aldrig blive, han er ikke sådan.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre jeg er blank,(men dog solbrun af alt den sol) jeg har levet i en illusion en skygge af mig selv i 9 måneder, i fredags gik det op for mig, og hele weekende har jeg gemt mig væk i bøgernes illusion på en verden.
Fantastisk!
NOT!