20 år siden

bange for ensomhed - og for mig selv

Xhristmas fxxx special
Martin Micha...
5 år siden
Månemand
Camilla Rasm...
16 år siden
I will never understand b...
MysteriousGi...
12 år siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
16 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
6 år siden
Den gamle gartner
Peter
10 år siden
Et lille hjerte krydser m...
ingelnielsen
12 år siden
Hovedafbryderen
Rud Stenfisk...
4 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
brænde
Peter
9 år siden
Frikadelle sved & æggepru...
Racuelle Hei...
10 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
12 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
11 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
12 år siden
Vinter på vej
Mikala Rosen...
12 år siden
Smil grill og musik 2020
Martin Micha...
4 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
8 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
10 år siden
Arbejdet kalder - Kasper ...
Kasper Lund ...
8 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
8 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
6 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
10 år siden
Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
8 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
12 år siden
Gud taler til alle
Salomon
10 år siden
Brug dit hjerte som telef...
Christalavis...
8 år siden
Det første og bedste 00
ChrisEQ
11 år siden
Jeg har opdaget noget. Jeg synes egentlig det er ret foruroligende, for jeg hader når jeg ikke forstår noget helt. Og endnu mere når "noget" er mig selv...

Jeg kan have haft en vidunderlig dag i skolen. Eller en skøn eftermiddag og aften. Men så snart jeg er alene...
Jeg bruger altid mindst en halv times tid på at komme i seng.
Så stirrer jeg på mig selv i spejlet til jeg kun kan se fejlene. Lårene der er for store, maven der buler ud, tænderne der imiterer kaniner og håret der bare permanent sidder forkert. Sådan ser jeg ikke mig selv til hverdag. Kan da godt synes jeg BURDE tabe mig...men derfra og til at ændre mig er langt, og jeg ved godt at det ike er fordi jeg er for tyk, omend heller ikke tynd.

Men alene og sent har jeg det...mærkeligt...kan bruge timer på at forestille mig samtaler...der altid ender med at jeg faktisk står og græder til spejlet. Jeg bare ikke hvorfor. Jeg kan ligefrem ønske at græde, og så fremprovokere det ved bevidst at tænke på noget sørgeligt.

jeg kan sidde og stirre tomt i luften og langsomt føle mig mere og mere ensom. Og blive bange for mørket. Når jeg virkelig er træt kan jeg sagtens sove, selvfølgelig. Men det skræmmer mig, at jeg på få øjeblikke kan blive så...bange...for noget jeg ikke kender. Og endnu mere at det, der skræmmer mig, er ensomhed.

Jeg siger at jeg er dødeligt bange for hajer. Det passer vel også. Højder er heller ikke for godt. Men når jeg tænker over det...er det ensomhed jeg er bange for. Angsten for at blive alene er der altid, selv når jeg er sammen med andre.
Jeg føler mig alt for nemt udstødt, og det er skræmmende, for det ved jeg at jeg ikke er. Jeg bliver nemt jaloux, men har øvet mig i at kontrollere det. Jeg er altid bange for, hvad folk tænker om mig - så bange, at jeg endda er bevidst om, hvordan jeg sidder, når jeg er alene. det er skræmmende.

Jeg tænker lidt over, om det var den gamle skoles skyld. Jeg tænker på den som ond. Lærerne, onde, eleverne, onde, bygningen, ond.

Jeg ved godt at tusinder af børn har haft en god skolegang dér. Jeg ved også godt at min lærer ikke hadede mig - hun var bare ligeglad. Uendeligt ligeglad med en lille pige, der påstod at undervisningen ikke indeholdt udfordringer, og ligeglad med forældre, der påpegede at klassens sammenhold ikke indkluderede alle.

Jeg er bange for ligegyldighed. Jeg vil betyde noget fór nogen, hvis jeg skulle gå hen og dø, skulle folk vide hvem jeg var, der skulle ikke bare stå "femten årig død". Jeg vil huskes.

Jeg ved også godt at de andre i klassen ikke var onde. Andre kan sagtens synes de er rigtig søde. Men jeg har skubbet alle gode minder bort. Jeg husker ganske simpelt ingen, absolut ingen, gode ting der skete. Selvom jeg naturligvis godt ved at de var der.
Jeg ved godt at det ligeså meget var mig, der ikke passede ind. de andre var normale, jeg var nørd. DVS jeg ville gerne lære. Jeg var bange for lege. Jeg var et nemt offer. Og jeg lod mig gå på. Af ikke at blive inviteret - selvom jeg hadede deres fester. Af ikke at blive valgt til holdene - selvom jeg hadede idræt. Jeg var ked af ikke at passe ind, selvom selve mig ikke ønskede at indpasse mig der.

Jeg tror den følelse af tiloversblivelse...følger mig lidt...jeg er altid bange for at blive hende, der sætter sig i vinduet i klasselokalet på fjerde sal og kigger ud på skyerne med tårerne ned af kinderne, uden at nogen ser det. Og bagefter bare japper noget med en død oldemor af sig for at være alene, selvom hun stirrer vredt efter dem, der går.

Jeg vil ikke være hende - igen.

Nu må jeg sove de tanker væk, for jeg kan ikke lide at føle mig svag...er normalt den stæærke med en facade til alt, og det er okay..i skolen...men herhjemme bør den være væk...nu skal den soves væk...

godnat derude...

Qnuzzer

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget bange for ensomhed - og for mig selv er publiceret 28/05-2005 01:32 af vandmand.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.