Det går meget godt synes jeg. Lige nu kan jeg ikke klage; solen skinner, min dreng er i stortrivsel og L har haft flere gode dage i sammenhæng.

I går passede min mor ham, mens vi gik ud og spiste. Hold kæft det var svært men samtidig enormt dejligt bare at være L og jeg. Jeg havde malket ud (det lyder bare SÅ ucharmerende) så mor kunne give ham mad. Hele tiden følte jeg at noget af mig manglede, at jeg havde efterladt noget og at jeg burde være et andet sted. Men jeg klarede den godt synes jeg. Der gik da to timer før jeg ringede hjem til mor; alt var helt ok.

Den sidste time begyndte det at gøre lidt ondt. Længslen inden i kan ikke sammenlignes med noget som helst andet jeg har prøvet før. Det trak i mig. L blev ved med at kigge om på bagsædet i bilen, dér hvor liften plejer at stå spændt.

Vi fik kaffe, gik en lang tur, spiste sushi og sluttede af med mere kaffe nede ved søerne. Jeg blev klippet og vi tog hjem til mor…små 4 timer blev det til og det var en succes. Mor klagede endda over at vi kom så tidligt. Da vi skulle hjem og stod klar med barnevognen, stod mor i døren med Emil på armen og sagde ”hej-hej”, klar til at sende os hjem med en tom barnevogn.

Det er sgu da skønt at sådan en lille én gør andre så glade.

En konstant lykke er i mig. Den er vokset i takt med at jeg har indfundet mig i min rolle som mor for Emil. Kun de dårlige dagen med L har kunnet sænke den følelse. Jeg glæder mig til så mange ting der ligger foran mig og bliver hele tiden bedre til, ikke at tænke på fortiden. Hvilken relevans har den egentlig også for nuet? Hvis man ikke får det godt af at tænke på fortiden, hvorfor skal man så lade den fylde så meget?
Jeg har lært at jeg godt kan være stærk hvis jeg skal. Før i tiden troede jeg aldrig på, når folk sagde til mig at jeg var stærkere end jeg selv troede og ikke behøvedes et liv i tristhed og mistrivsel. Nu mærker jeg det. Jeg er nødt til at være stærk og for pokker hvor kommer det godt igen. Hvorfor har jeg ikke opdaget det noget før? Men igen, det er ikke det jeg skal tænke på. Hovedsagen er at jeg er det nu!