Det er som om, jeg indeni mig er en helt anden. Som om al den angst jeg før har levet i, ikke længere findes. Jeg er enormt glad...
Lettet over et eller andet. Ikke nervøs for noget som helst. Ingenting gør mig skrækslagen. Intet får min krop til at stivne.
Jeg føler mig så anderledes... Og hvorfor forstår jeg ikke.

Måske har jeg bare forstået, at det aldrig har været meningen, at dl og jeg ikke skulle være sammen. Selv om det var min lillebror der skrev, selv om jeg blev voldsomt gal, og stadig tænker "åh nej". Så har jeg vel bare forstået, at han aldrig har været alt det værd.
Han er sød at se på, og skaber en speciel følelse indeni mig når jeg ser ham, men længere er han ikke en drøm. Nu er han bare noget der har været der. En gammel drøm, ønske, som med tiden bare er blevet tåbeligt og man har fundet ud af ikke var hvad man inden under huden ønskede sig.

Det er ligesom dengang jeg ville være jægerpilot.... Jeg drømte dag ud og nat ind om at jeg en dag ville sidde oppe i det F-16fly. Kun mig og vingerne, og bomben bag i. Da jeg så fandt ud af at jeg ikke ser godt nok, ikke hører godt nok til at blive det, så gik det efterhånden over. NU? er det at være jægerpilot en gammel drøm, som jeg ved ikke vil passe ind i mit hjerte som det er nu.
Her som det er nu, er det hele som det skal være...
og drømmen om fremtiden? Den evige frygtelige fremtid... Det er lige meget. Det betyder ingenting. Det finder vi ud af i morgen. I dag tæller kun åndedrættet ligenu og her....