Er bare ualdmindelig glad. Min konstante pessimisme er i dag på sit laveste. Takket være en masse fuldstændig meningsløs snak om Melodi Grand Prix............
...................................
Det er som om det hele nu går op! Jeg har længe gået rundt med tanker, som jeg ikke helt har vidst, om jeg skulle gøre noget ved.
Jeg er højst sandsynelig homoseksuel, og i går tog jeg så mod til mig og slæbte min røv hele vejen ind til LBL til introduktion for nye.
Da jeg stod og rystede uden foran den ekstremt indiskrete bygning, der var dekoreret med regnbuer og STORE FEDE bogstaver med skriften "LBL", var jeg slet ikke sikker på,,,, noget som helst. Men efter et par 'jeg-venter-bare-på-nogen-og-skal-i-øvrigt-slet-ikke-der-ind'- bevægelser, gik jeg ind i den skræmmende orange bygning. Mit hold skulle mødes på anden sal (meget typisk at man lige skal kunne nå at få koldsved og hjertebanken, inden man rent faktisk når helt op på toppen af bjerget), og jeg kunne på vej op høre, folk der grinede og snakkede. Det gjorde mig endnu mere nervøs, fordi dette tydede på at jeg skulle sidde som den eneste der ikke kendte nogen, og stirre forvirret på mine egne hænder!
Jeg var også den eneste i et kvarter, for der var hele 4 supervisorer, men så kom der tre andre piger.
Hele mødet var meget a lá AA-møde.("Hej jeg hedder Anna, og jeg er homo", "HEEEEJJJJ Anna").
Efter at vi var blevet introducerede og havde leget åndsvage 'lad-os-lære-hinanden-at-kende'- lege, gik vi alle ned i caféen. Det var skide hyggeligt, og vi snakkede om Melodi Grand Prix, som åbenbart var et must-like inden for homomiljøet. Jeg var den eneste der HADEDE det, men de tog det forholdvis pænt, selvom jeg fik at vide, at jeg nok behøvede at redigerer egen personlighed når det kom til det emne!
Senere tog vi alle sammen på Pan-club. Det var vildt fedt, jeg kan ikke sige det mere præcist.
Alt passer sammen nu!

Har fået nye venner, og har fået at vide at der skulle være RIGTIG mange homoer ude på mit nye gymnasium. Så kan man jo prøve sit held dér.

Men purenægter altså stadig at dyrke Grand Prix på den dér bizare måde!

Ps. Jeg springer jo faktisk ud her! Uhyggeligt eftersom der faktisk er to af mine venner der ved at jeg skriver her, og derfor kan læse det. Og fortælle det videre....... Ahhh, what the hell, skal jo alligevel aldrig se dem igen. Dette giver titlen "Fyldepennen - hvor forfattere springer ud" en helt ny mening.