Kom lige i tanke om denne januarmorgen, hvor det ikke var sengen, jeg fik det forkerte ben ud af, men derimod en bil, jeg fik det forkerte ben ind i... eller.. var det det rigtige ben i den forkerte bil??? Altså... hm...

I øjeblikket, indtil det lysner lidt mere om morgenen og vejene bliver frostfri, bliver datteren og jeg hver morgen kørt i skole af morfar. Derefter smutter jeg videre med ham.

Parkeringspladsen foran skolen er ensrettet og det er et hurtigt stop nær døren, ind og aflevere barn og hurtigt ud igen. Nu er det jo mørkt om morgenen, de fleste biler er mørke, indeni bilen er der mørkt, så det kan være lidt svært at finde den rigtige bil igen, når man bliver sat af før den er parkeret. Det er dog endnu aldrig gået galt... før her til morgen.

Det foregik som det plejede, hurtigt ud med ungen, ind i klassen og sige farvel, ud igen. Jeg styrede direkte mod en bil, den havde baglygterne tændt, åbnede højre fordør, satte mig og tog selen på i samme bevægelse. Så får jeg øje på en sort dametaske på gulvet.

-Hvad er det for en taske? spørger jeg og først nu kigger jeg på føreren. En totalt ukendt mand, der glor tilbage. Han har endnu overhovedet ikke reageret på nogen måde. Så bryder jeg sammen af grin.

-Den forkerte bil, siger jeg, det har jeg aldrig prøvet før. Manden siger stadig ikke noget, mens jeg åbner døren og stiger ud, men jeg når lige at holde døren for hans kone, som kommer i det samme. Hun kigger meget underligt på mig, men jeg er stadig færdig af grin og siger bare:

-Værsgo, din bil. Jeg finder min egen.

Tilbage i den rigtige bil snakker min far og jeg lidt om det der med at fungere på reflekser, hvor stor en del af vore handlinger, som egentlig er baseret på reflekter - for hvis hjernen skulle være med, så ville den slet ikke kunne nå det.