T.

Jeg har tænkt på dig hele dagen. Og hele vejen hjem i nattens støvregn. Jeg ville skrive dig et brev, men jeg ved, at det ikke ville være det rigtige. Så nu skriver jeg til dig med ord, der aldrig vil nå dig.

Det var ikke bare sjovt for mig. Jeg ved godt, at jeg ikke sagde noget. Men jeg er forsigtig. Men jeg tør ikke noget. Og du kan jo ikke rigtig andet end at bekræfte mig i, at det er svært at finde nogen at stole på.

Havde lyst til at skrive til dig, at jeg ikke har det sjovt. Skrive, at dagene gør ondt for tiden, fordi jeg ønsker at se dig. Fordi jeg ønsker at høre, om der er sket noget med dit forhold til hende. Og samtidig så kan min fornuft ikke sige mig andet end, at du nok ikke siger noget, at du nok bare finder dig i sagens natur og lever videre.

Men jeg har ikke lyst til at være sådan. Jeg har ikke lyst til at være hende, som man kan falde for, men ikke tør forlade det sikre for. Er det angst for at give slip på trygheden... jeg skulle være den rette til at forstå det. Men jeg forstår så absolut ikke, at man kan holde et menneske, man elsker, for nar. Og tænk på dette. Det er det, du gør de nætter, du ligger og holder om hende, uden at hun ved, at du har holdt om mig. Du træffer et valg for hende, når du spiser morgenmad med hende - og læser avisen - som om intet var sket. Du tager magten fra hende ved at tie stille af angst for, at hun ville tage magten i egen hånd, hvis du gav hende muligheden. Og stod du så pludselig alene? Eller tilgav hun dig, fordi I jo elsker hinanden...?

Jeg vil så gerne have, at du kan give mig troen på min idealisme tilbage. Men hvor mange gange har jeg ikke hørt, at jeg stiller for høje krav til andre (som jeg gør det til mig selv). Og bare fordi jeg ville have taget konsekvensen, selv hvis vi boede sammen, betyder det jo ikke, at du gør det. Og så er du heller ikke noget for mig.

Jeg vil gå i seng nu. Tiden går så stærkt. Jeg følger med. I dit liv - som i mit eget. Ser jeg dig en dag?

P.