Weekenden er forbi.

Sommetider falder jeg tilbage i ”ene-boer-drømmen”! Det ville være en bitter levemåde, men beskyttende for folk bullshit. Så kunne man da i det mindste undgå at blive såret og svigtet af folk omkring én.

Jeg skulle passe min 4-årige nevø fra lørdag til søndag. M&M skulle til fest og lovede mig at være hjemme så jeg kunne tage på job søndag formiddag.

Da klokken blev 06 i morges og de stadig ikke var dukket op eller havde ringet, sandede jeg at jeg var blevet brændt af!!! Jeg måtte tage mit lille pus med på jobbet.

Hold da kæft et bekymrings-helvede. Jeg var sikker på at der var sket dem noget alvorligt. Jeg mener…jeg havde deres lille dreng og de vidste jeg skulle tilbage til byen og arbejde.
Men nej. Intet andet alvorligt var sket, end at de var faldet i søvn hjemme hos nogle venner.

”Du må godt skælde mig ud…jeg er så flov!” sagde min søster. Måske ville det ha’ været sundt, specielt for MIG, at blive vred og fortælle hvor bange og ked af det jeg havde været. Men jeg trak på skuldrene og var vel bare glad for at der ikke var sket dem noget. Bagefter sank jeg lidt længere ned i min bitterhed over de mennesker jeg ellers mener jeg kan regne med.

L kendte til formiddagens helvede, men tilbød ikke sin hjælp. Jeg spurgte heller ikke! Er snart for træt til at række ud efter ham. Det begynder vel at virke trivielt.

Jeg er smadret og knækket inden i. Det er som om mit hjerte gør konstant ondt for tiden.

Jeg havde håbet han ville være hjemme. Jeg havde brugt hele eftermiddagen på at transportere min nevø hjem til sine forældre og bagefter mig selv hjem. Men han var taget til den her turnering. Noget jeg nok havde håbet han havde skippet for at vi kunne være lidt sammen.

Men det er egentlig lige meget. Jeg har tæt på at vræle lige da jeg kom hjem, men jeg er træt af at græde. Træt af at give los for den smerte de skide tårer fører med sig.

Jeg er bange for ugen der er foran mig. Skide bange! Jeg orker ikke rigtig mere snart. Ved ikke hvordan jeg skal få overbevist mig selv om, at ”det” betyder noget, at jeg betyder noget…at der ER en mening. For ærlig talt kære venner…hvor indsølet i selvmedlidenhed jeg end måtte lyde, så synes jeg KRÆFT-SPARKME at livet har føltes bedre end det gør lige nu. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal ændre eller tage fat. Jeg ved det virkelig ikke!

Arhh det lyder så opgivende og jeg prøver endda at anstrenge mig for, ikke at lyde helt smadret.

Er vel bare godt-skide-træt af det hele lige nu!