Sagde ikke farvel, tog bare hjem..

Min aften i dag har bare været så underlig… kan ikke helt finde ud om jeg overhovedet duer til det at være tjener.. mener.. kan jo sagtens opfylde folks ønsker, og kan sagtens styre mit eget show på gulvet!
Men efter en lang aften, men tonsvis af ulæselige noter, og 2 stressede overtjenere, så er det lige at man spekulerer på om man overhovedet egner sig til at være det.
De stod og talte kasse op, de gjorde det midt i åbningstiden og det plejer vi absolut ikke at gøre, men vi havde haft et kæmpe selskab på 100 mennesker, og de havde i løbet af aftenen været spredt ud over rigtigt mange borde.

Var på vej ud på gulvet igen, da Michas stemme lød i baggrunden… Lige der i det øjeblik, fik jeg den samme tunge følelse i maven, som jeg altid gør, når jeg ved at jeg muligvis har lavet noget lort.
Havde virkelig den sidste hele time, bedt indvendigt til at jeg ikke skulle have nogen fejl.. men nej..
Har virkelig den følelse af at Micha absolut skal finde fejl ved mig, lidt ligesom for at hun kan påpege vigtigheden overfor hendes selvtillid, at hun ikke gør noget galt..
Den følelse af at føle sig lillebitte, og skammen over at gå med bøjet hoved op til skafottet, er lige så slem, hvis jeg fik besked på at gå nøgen igennem restauranten.. følte virkelig at alle gæsterne kunne se igennem mig.. at de kunne se at jeg ikke er en højt respekteret overtjener som de to andre, at jeg bare er en simpel undertjener, som bliver behandlet derefter.
Blev trukket op foran kassen, blev spurgt om jeg havde givet fadøl til bord nummer 13, og om de ikke havde fået sodavand?
Hev min slidte faldefærdige papirblok frem af lommen, bladrede de 6 sider tilbage, hvor jeg i et flashglimt husker at jeg tager imod bestilling af drikkevarer og supper,.. men da jeg kigger ned på papiret er jeg ved et kort øjeblik ved at skrige min frustration ud… mine ulæselige håndskrift viser intet tegn på at jeg har taget imod bestilling af drikkevarer..
Bladrer desperat igennem blokken, og leder som en besat efter et lille stykke papir som kan bevise min uskyld…
Men papiret er som sunket i jorden, og jeg kan kun vende mig om til Micha, kigge tomt ind på skærmen, og melde svagt pas… sukker dybt et par gange, prøver på at se ud som at jeg står eftertænksomt, men indvendigt er min hjerne fuldstændig tom..
Hvis der var nogen som havde banket på der, så vil jeg vædde med at det ville havde givet et rungende ekko…
Micha vender sig om og går sin vej.. Jeg står tilbage og ligner et dumt spørgsmålstegn, og kan slet ikke overskue tanken om at skulle ud i restauranten igen.

Senere på aftenen, får jeg fat i den anden chef, og spørger ham om kassen stemmer.. det kan
han så heldigvis sige ja til.. men den forbandet følelse ikke at være god nok, sidder stadig i mig da jeg cykler hjem..

Jeg tog hjem uden at sige farvel til de andre, drak ikke engang et glas vin sammen med dem som vi plejer at gøre.. ved det er uhøfligt, men var så gal på mig selv indvendigt, at jeg nok nærmest ville havde bidt hovedet af dem, hvis jeg havde åbnet munden..

Og nu sidder jeg så her midt om natten, og undrer mig over at 3 forbistrede øl, kan smadre min aften fuldstændig…
Det er lidt ironisk ikke?