Lige så ” lang ” tid jeg holdt den gående i går, ligeså tidlig bliver det nok i dag. Det er så forbandet træls. Tror et besøg ved min far, sammen med min søster, er grunden til at jeg er lidt trist. Det tog mange kræfter at være der, og lade som om at alt, på nær det med vores far, er fint. Jeg har ikke fortalt hende om mine sygdomsperioder, og synes heller ikke at det er relævandt, med den beskedne interesse hun viser over for mig.

Vores far var under besøget det meste af tiden fraværende. Så dog et lille smil, da han fik øje på min niece, som også var med. Jeg har meget svært ved at se ham bedring, efter det lange forløb det efterhånden er. Han virker til at have opgivet det hele. Visiteringen har meddelt, at de arbejder op at finde en aflastningsplads til ham. Jeg kan slet ikke se ham på sådan et sted, hvor han vil blive overladt meget alene, men på den anden side, det er han jo også på sygehuset !

Tror at jeg vil finde tandbørsten