Min lillesøsters kæreste – ham tror jeg aldrig, jeg lærer at kunne lide…
Nu er det ikke lige en sag klar til Dr. Phil eller noget, men jeg tror han har det på samme måde med mig.

Han er ung. I sind og faktiske forhold. Jeg har intet tilfælles med ham. Det behøver man nu heller ikke at have, men jeg har intet at tale med ham om. Han går op i biler. Fair nok. Den interesse deler jeg bare ikke, jeg mener, bare min egen starter hver gang, jeg skal have den til det, så er det en god bil for mig! Han går så meget op i det, at han i de to år, han nu har været en del familien, har skiftet bil 5 gange, og han har da også lige købt en helt ny. Denne gang en til 350.000… Fedt for ham – forstår nu bare ikke, at man som 22 årig tager lån i banken til at kunne købe noget sådan. Jeg mener, de har jo ikke ligefrem hus og børn og sådan noget endnu. Men ham om det – det er hans penge.

Det er mere den måde han taler på. Hvor ved han lidt om… om… verden, livet. Jeg har elever i 9. klasse, der tænker mere over tingene og livet end han gør. Det kommer til udtryk ved nogle enormt dumme udtalelser. Måske er det fordi jeg er arbejdsskadet – man bliver måske lidt bedrevidende-agtig med min profession, det skal jeg da ikke udelukke – men, han er bare ikke til at hugge og stikke i. En eller anden dag kom vi til at tale folkeskole – for han spurgte til mit job. Det er jo fint nok. Og jeg ved godt, at alle tror de er eksperter i folkeskolen, fordi vi jo alle selv har gået i en, men så blev han ved med at påstå nogle ting, som jeg naturligvis lige nu ikke kan huske hvad var. Det var i hvert fald fakta-ting, som jeg jo kun kunne fortælle ham, at sådan hænger det ikke sammen i dag. Sådan er loven ikke. Men han mente, at det var mig, der var forkert på det … øhh…

Og sådan er det med ALT. Og jeg mener ALT. Og så bliver jeg lidt hård – det ved jeg godt, hvilket det sikkert også er derfor han ikke kan lide mig. Han skal sgu da ikke tro, at han skal belære mig om verdenssituationen, når han rent faktisk ikke ved en pind om det hele. Og her mener jeg ikke bare holdninger – jeg mener fakta-ting. Som at 2. verdenskrig sluttede i 1952. NEJ – det gjorde den altså bare ikke. SLUT PRUT..

Jeg kan sagtens være i stue med ham. Sådan er det ikke. Og han er også god nok, og glad for min søster og hun for ham. Så det er fint nok.

Jeg blev bare lige mindet om det hele, da min kæreste og jeg var oppe og besøge dem i går. Det var hyggeligt, og alt det der, men han er sgu underlig. Han sidder nærmest og siger dårlige ting om mine forældre foran os. Små ting, men det irriterer mig. Ja – min mor mener du skal spise noget mere. Hun er fra den generation, hvor mad betyder meget. Og hun presser på – ja, men sig dog bare nej og så er den skid slået. Det er jo bare fordi, at være en god vært for hende indebærer at folk får mad nok.

Han falder altså helt igennem i en familie som vores. Vi er en spille-familie. Vi spiller altid. Alt. Vi elsker det. Ingen af vores kærester har været specielt meget til at spille, inden de kom ind i familien, men nu elsker de det – lige undtagen den unge. Så han sidder altid ved siden af og ser på os.

Jeg ved, det ikke kun er mig, der har det sådan med ham. Nogle fra min mors familie prøvede lige at nævne det forsigtigt i sommers – og vi kan jo alle se det.. og høre det..

Men nok om det. Søs elsker ham, ham hende, og så kan man vel heller ikke forlange mere!!