Ja, så kom hun så langt. Nåede målet - det marginaliserede studie, som man skal være mere end bare heldig for at komme ind på. Man skal være dygtig. Og hun klarede det. Og hun flyttede, og hun kunne lide det.

Og nu sidder hun og græder. Og dagene er ikke mere andet end tårer. Og det gør ondt indeni og udenpå og alle de steder, man ikke kender til, før de fyldes af smerte.

Det hele er blevet et mørkt rum, væggene ramler ned omkring hende. De presser sig nærmere - og hun kan ikke bevæge sig. Hun prøver at tage afstand til sig selv og se smerten på afstand, men så fyldes hun af tomhed og afmagt.

Han tror, det handler om ham. Men kan han da for fanden ikke se, at det gør ondt. Og ikke bare fordi hun ikke er nær ham, men fordi hun er så langt væk fra alt. Hun savner hverdagen. Den velkendte hverdag, omgivet af de, der holder af hende og som hun holder af. Hun savner familien. Trygheden. Hun savner omgivelserne. Nu er hendes værelse som en fængselscelle, hun kun modvilligt begiver sig ud af.

Og der sidder hun og stirrer på verden udenfor. Hendes dage gør ondt. Hun kan ikke holde fast i mig selv. Har hele tiden lyst til at kaste det hele op. Hendes åndedræt gør ondt, når det er værst. Men hun kaster ikke op. Og hun savner nærhed og omsorg. Savner et menneske at tro på, der er lige her. Lige her ved siden af hende - og ikke en time eller to væk.

Dagene går op i slid. Bøger. Artikler. Referater. Øvelser. Opgaver. Altsammen forsøg på at glemme ensomheden. Hun vågner og ser frem til at skulle møde de andre, men når hun først er sammen med dem, kan hun ikke vente med at skulle hjem igen - et naivt håb om, at det hjælper at være alene. Men aftenerne slår hende i stykker. Bid for bid. Mere og mere i stykker.

Og hun hader at fortælle ham det. Han bliver også ked af det - og hun vil ikke gøre ham ked af det. Hun ved godt, at det var hendes valg - og hun fortryder det ikke. Tror hun.

Hun er i gang med at undersøge muligheden for at komme hjem.
Hjem til dem, der holder af hende.