Måske er det på tide at indse, at det ikke bare er fortid. Jeg griber hele tiden tilbage, når verden gør ondt. Og jeg dulmer smerten ved at kaste følelserne op. Og jeg kan ikke engang hade mig selv for det, fordi jeg ved, at jeg har brug for det. Jeg har brug for ikke at føle for at overleve lige nu. Det værste er ikke at kunne fortælle det til nogen. Gad vide, om jeg nogensinde slipper fri. Jeg troede det en overgang. Holdt fem måneder uden opkastninger, det var en evighed. Men så, viljestyrke har jeg aldrig haft meget af. Føler mig ofte for svag til livet. Jeg græder over, at jeg har fået evner, som skal udnyttes. Og samtidig føler jeg, at jeg overvurderer mig selv. Jeg tvivler så stærkt på mig selv og det, jeg laver. Jeg glæder mig ikke til den virkelige verden. Overvejer tit at flyve væk fra det hele, bare sige stop og tage springet ud i intetheden, som har så meget mere betydning, fordi det er øjeblikke og ikke helheder. Jeg hænger ikke sammen índeni, jeg er mere stykker end helheder. Savner en verden, hvor jeg ikke skal prøve at samle mig. Og her er jeg så, ikke glad, ikke lykkelig. Og igen tilbage i helvedet med opkastninger og løgne.