Kæresten ringede som altid i aftentimerne, og han fortalte at han var lidt ked af det. Jeg blev helt nervøs, og bad ham fortælle det. Hans eks (de slog op sidst i december) på 21 skulle giftes...Og så kunne jeg ikke lade være med at grine. Højt og perlende...

Det er jo indlysende. Det er sensationen der gør det for hende. Hun har (officielt) kærestet med den nye siden december, og ja...nu skal de giftes. Jeg knækkede sammen af grin. En pige der har boet sammen med 4 (tænker lige på, at hun er 21), og har været samtlige utro, fordi "det har mistet nyhedens interesse", skal giftes... Hun får en brat opvågning. Man kan "ikke bare blive skilt", vel?

Stakkels pige egentlig... Måske er hun gravid, siden det skulle gå så stærkt? For mig var det det klogeste dumme jeg har gjort at blive mor, jeg håber det bliver det samme for hende. Allerede medio maj skal brylluppet stå.

Jeg følte en fryd jeg ikke er vant til. Men det er måske fordi hun i den grad har trådt på mig. Føler jeg. > da kæresten og jeg begyndte at være sammen, spurgte hun om "de så ikke kunne lege sammen mere", nu hvor han havde fundet mig. Dte antager jeg LIDT som en krigserklæring. Så nu.. jeg ved ikke om jeg skal forstå mig selv. Men lidt hånende fryd er der i mig. Lidt en : AWAY SHE IS - fryd. Og så kan jeg så glemme hende. Selvom kæresten stadig mailer til hende osv. (hvilket da godt kan gøre lidt avs indeni nogen gange)

Sådan er det vel, når man i forvejen er usikker. Hun havde "ungdommen" og var (efter hvad jeg kan forstå) en høj og slank pige, langt lyst hår...DRØMMEN U know....

Men jeg skal ikke tænke mere på det. Slut. Nu er mit sidste håb så bare at kæresten skaffer sig af med ALLE hendes ting...også det halsbånd vi har skændtes om....som jeg IKKE bryder mig om er til stede...jalousi? tjah...så må dte være det....

Maya