Så er weekenden ved at være omme.
Vi kom hjem i går aftes, efter at have været i Odense siden fredag. Det var hyggeligt, og ganske stille og roligt. Vi var på Carlsens Kvarter og nyde en enkelt øl og har gået en tur. Der er mange store og flotte villaer i det område. Jeg ville kalde det lysekrone-kvarteret. Vi skulle have været ude og gå en tur i et område med endnu større og prægtigere huse, men det nåede vi ikke. Jeg håber da at vi skal derned igen til sommer.

Jeg fik min motorvejsoplevelse og har besluttet mig for at skrive et digt om den. Jeg elsker motorvejen og har lige siden barnsben elsket disse fantastisk konstruerede trafikkvidundere, der flytter trafikken i et hastigt tempo og griber ind i naturen og ændrer landskabet. Jo, motorvejen er min ven, og jeg nyder suset i maven når vi kører ad infaldsvejen og drøner derudaf med 120 km/t!!!
Alle disse rejsende der overhaler os og lastbilerne der virker mindre faretruende når de kommer i mod os i den anden kørebane. Den hurtige fremdrift det giver i trafikken. Sikkert og trygt og alligevel farligt et sted.
Lastbilerne med deres firmalogo fortæller hvem der er boss og minder os om at mælken vi har i køleskabet og det elektroniske udstyr i vort køkken måske har været transporteret på denne vej, som så mange andre varer gennem tiderne, har gjort.
Familier med sovende børn på bagsædet og fartdjævlene, der konstant ligger i overhalingsbanen.
Jo, den motorvej har min kærlighed og når ordene engang har formet sig i mit hoved kommer digtet om den motorvej der allerede inden sin skabelse fremstår arkitekttegnet på papir, får aktivisterne til at overnatte i træerne og biologerne må konstatere nye grå hår hver morgen.